- Det største resultat af en dansk junior siden Wozniacki

16x9
15-årige Clara Tauson drømmer om at blive verdens bedste. Foto: Scanpix Denmark

Trods finalenederlaget søndag har Clara Tauson leveret det største resultat af en dansk junior længe. Det mener sportschefen i Dansk Tennis Forbund.

I 2016 blev 13-årige Clara Tauson den yngste danmarksmester i tennis nogensinde. En titel hun overtog fra Caroline Wozniacki, der var 14 år gammel, første gang hun vandt DM.

I dag er Tauson fyldt 15, men hun er ikke stoppet med at imponere. I den store juniorturnering Campeonato Internacional Juvenil de Tenis de Porto Alegre i Brasilien vandt hun lørdag doublerækken med sin russiske makker Anastasia Tikhonova.

Søndag tabte hun så singlefinalen ved samme turnering, men det får ikke sportschefen i Dansk Tennis Forbund (DTF) til at slække på de rosende ord.

- Det er meget imponerende, at hun dominerer en grade A-turnering i Brasilien i både single og double som kun 15-årig. Det er det største resultat af en dansk junior, siden Caroline Wozniacki var ungdomsspiller. Clara fortsætter dermed ad den sti, som hun allerede var på, siger Jens Anker Andersen i en pressemeddelelse.

Næste stop: French Open

Med weekendens resultater er Tauson klar til French Open for juniorer. Det skyldes et hop på verdensranglisten, hvor det 15-årige stortalent nu nærmer sig top 20 på de unge tennishåbs rangliste. 

- Det her resultat har kæmpe betydning for planlægningen af resten af sæsonen. Clara skal ikke ud og jage point, men kan i stedet spille de turneringer, som er bedst for hendes fortsatte udvikling. Så alt bliver meget nemmere nu, siger sportschefen i DTF. 

Clara Tauson tabte finalen ved den brasilianske turnering til canadiske Leylah Annie Fernandez med cifrene 3-6, 6-7(4).