Sharapova slået ud af stor turnering i første runde

Den russiske tennisstjerne blev besejret i to sæt.

Se Indian Wells på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Maria Sharapovas comeback i den store WTA-turnering i Indian Wells blev en kort fornøjelse.

Russeren, der er nummer 41 i verden, blev nemlig slået ud i første runde af Naomi Osaka fra Japan, der er rangeret tre pladser lavere end Sharapova.

Osaka vandt kampen i to sæt med cifrene 6-4, 6-4 og er klar til anden runde, hvor hun møder 31.-seedede Agnieszka Radwanska.

- Jeg vidste, hun ville kæmpe for alt, fordi jeg har set hende, siden jeg var lille. Jeg var virkelig beæret over at spille mod hende, sagde Osaka ifølge WTAs hjemmeside efter kampen.

Maria Sharapova har ikke været med i turneringen siden 2015, da hun i 2016 blev taget for brugen af det forbudte stof meldonium. Det kostede hende en udelukkelse på 15 måneder.

Siden comebacket i april sidste år har Sharapova vundet én turnering.

Hun indledte 2018 med en semifinaleplads i Shenzhen, men er siden røget ud i henholdsvis tredje og første runde i Australian Open og i Doha.

Caroline Wozniacki indleder sent lørdag jagten på sin fjerde finale i Indian Wells, når hun møder enten Lara Arruabarrena eller Lesia Tsurenko.

Den tidligere verdensetter og 23-dobbelte Grand Slam-vinder Serena Williams gør comeback efter sin fødsel i september. Hun spiller sin førsterundekamp natten til fredag.

Indian Wells kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.