Wozniacki fejer spansk modstand af banen i Indian Wells

Caroline Wozniacki er videre til tredje runde efter sikker sejr over Lara Arruabarrena.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til tredje runde af WTA-turneringen i Indian Wells.

Natten til søndag dansk tid slog hun den undertippede spanier Lara Arruabarrena sikkert 6-4, 6-1.

Den andenseedede dansker tog første sæt, selv om den spanske kvalifikationsspiller flere gange viste tænder og ydede god modstand.

Wozniacki skulle således bruge 54 minutter på at nedkæmpe spanieren i åbningssættet.

I andet sæt gik det mere glat for danskeren, der vandt Indian Wells i 2011, og efter 87 minutter kunne hun løfte armene i vejret.

Wozniacki, der i januar tog sin første grand slamtitel med sejren i Australian Open, leverede 27 vindere og seks serveesser i kampen.

Den danske tennisstjerne skal i tredje runde møde hviderusseren Aliaksandra Sasnovich.

Sasnovich slog i sin andenrundekamp den 28.-seedede ester Anett Kontaveitt med 6-2, 6-2.