- Det var helt sikkert en hård dag på kontoret, siger Wozniacki

Wozniacki indrømmede efter sin sejr i Indian Wells, at hun havde haft svært ved at finde rytmen.

Caroline Wozniacki spillede sig mandag videre til ottendedelsfinalen ved Indian Wells i USA, da hun besejrede hviderussiske Aliaksandra Sasnovich i tre sæt med 6-4,2-6 og 6-3.

Men det holdt hårdt for danskeren, der lavede mange uprovokerede fejl. 

Efterfølgende erkendte Wozniacki, at hun ikke havde spillet sin bedste kamp, og at det ikke havde gjort tingene lettere, at det var en formiddagskamp.

- Det var helt sikkert en hård dag på kontoret. Jeg er ikke et morgenmenneske, og derfor var det hårdt at spille så tidligt. Men jeg prøvede mit bedste, hun startede med at spille rigtig godt, og jeg kunne ikke rigtig finde rytmen. Det var en kamp bare at komme ind i kampen.

Danskeren fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret, og heldigvis for hende lavede hendes hviderussiske modstander også et hav af fejl.

- Jeg var mentalt stærk derude i dag, det var derfor jeg vandt i dag, gav Wozniacki som forklaring på, hvorfor det lige præcis var hende, der gik videre.

Virkede nervøs

Tennisekspert for TV 2 SPORT Morten Christensen roste efter kampen Wozniackis evne til at vinde kampe, hvor det ikke kører for hende, men påpegede samtidig, at der var ting, som skulle arbejdes på.

- Jeg synes, at hun virker nervøs i starten. Det overrasker mig lidt. Jeg troede, at hun var bedre forberedt. Jeg tror, at de første kampe her var nogle, der skulle overstås. Fra nu af ved hun, at det bliver svært, og jeg tror, at hendes niveau vil hæve sig.

I ottendedelsfinalen møder Wozniacki amerikanske Sloane Stephens eller Daria Kasatkina fra Hviderusland, der henholdsvis er seedet som nummer 13 og 20.

Danskeren har været i finalen i Indian Wells tre gange i karrieren. For syv år siden vandt hun.