Favoritterne falder på stribe - her er Wozniackis vej til finalen

Caroline Wozniacki er klar til 1/8-finalen ved Indian Wells efter sejren over Aliaksandra Sasnovich.

Caroline Wozniacki var udfordret, da hun mandag slog Aliaksandra Sasnovich ud af Indian Wells. 

Danskeren måtte igennem tre sæt, inden hun spillede sig videre til 1/8-finalen, og Wozniacki er langt fra den eneste favorit, der har været i problemer i den store amerikanske WTA-turnering. 

Ikke mindre end 23 seedede spillere og to tidligere verdensettere er ude efter tredje runde af turneringen, der er kendt som 'den femte Grand Slam'. 

Allerede i første runde måtte Maria Sharapova se sig slået af japanske Naomi Osaka. Siden fulgte verdens nummer tre, Garbiñe Muguruza, og Wozniackis onde ånd fra WTA-turneringen i Doha, Petra Kvitova. Sent mandag aften blev også Serena Williams slået ud af sin søster.

Dermed ikke sagt, at vejen til finalen bliver let for Caroline Wozniacki.

11 store favoritter er ude af Indian Wells

  • Garbiñe Muguruza (3) – røg ud i anden runde
  • Elina Svitolina (4) – røg ud i tredje runde
  • Jelena Ostapenko (6) – røg ud i tredje runde
  • Petra Kvitova (9) – røg ud i tredje runde
  • Johanna Konta (11) – røg ud i anden runde
  • Julia Georges (12) – røg ud i tredje runde
  • Sloane Stephens (13) – røg ud i tredje runde
  • Kristina Mladenovic (14) – røg ud i tredje runde
  • Madison Keys (15) – røg ud i anden runde
  • Maria Sharapova (ikke seedet) – røg ud i første runde
  • Serena Williams (ikke seedet) – røg ud i tredje runde

Blandt de tilbageværende i Indian Wells finder man stadig stærke navne som Simona Halep, Karolina Pliskova, Caroline Garcia, Angelique Kerber og Venus Williams. 

Russisk modstand i 1/8-finalen

Natten til tirsdag blev det afgjort, at Wozniacki skal møde Daria Kasatkina i 1/8-finalen. Russeren slog amerikanske Sloane Stephens i to sæt med 6-4, 6-3.

Vinder den danske tennisdarling den kamp, bliver kvartfinalen højst sandsynligt et opgør mellem hende og franske Caroline Garcia eller tyske Angelique Kerber. 

I semifinalen kan Wozniacki møde Venus Williams, mens verdensetter Simona Halep er storfavorit til at møde den danske verdenstoer i det, der i så fald bliver en gentagelse af finalen i Australian Open. 

Wozniackis mest sandsynlige vej til finalen

  • 1/8-finale: Daria Kasatkina (20) 
  • Kvartfinale: Caroline Garcia (7) – Alternativt: Angelique Kerber (10)
  • Semifinale: Venus Williams (8) – Alternativt: Carla Suárez Navarro (27)
  • Finale: Simona Halep (1) – Alternativt: Karolina Pliskova (5)
Wozniacki i Indian Wells