Tauson vinder turnering efter overbevisende finalesejr

16x9
- Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Clara Tauson rykker næsten 10 pladser frem på verdensranglisten efter sin turneringssejr.

15-årige Clara Tauson har søndag vundet ITF Junior-turneringen Perin Memorial i Kroatien.

Finalen blev vundet i overbevisende stil med 6-1, 6-2 over Victoriia Dema fra Ukraine, som er nummer 44 på ranglisten.

Det er ikke hver dag, vi spille kampe udendørs i frostvejr

Clara Tauson

Sejren betyder, at hun nærmer sig top 15 på juniorverdensranglisten. Hun er nu helt sikker på adgang til alle Grand Slam-turneringer på juniorniveau.

- Jeg spillede virkelig godt i dag med masser af intensitet, kurve og tyngde i mine slag. Modstanderen havde vanskeligt ved at finde modtræk i dag, siger Clara Tauson til TV 2 SPORT. 

- Det er dejligt at have vundet denne turnering, som har været ret speciel for os allesammen. Det er ikke hver dag, vi spille kampe udendørs i frostgrader - og slet ikke i Kroatien, siger det danske tennistalent videre. 

Turneringen i Kroatien er rangeret som en Grade 1-turnering. Det er på det næsthøjeste niveau i juniorturneringerne - kun overgået af Grade A.

- Det er en fed fornemmelse at stå med trofæet efter en ekstrem kold uge. Nu glæder jeg mig over sejren, men jeg er allerede på vej til Firenze, hvor jeg skal spille i næste uge. Og forhåbentligt er der lidt varmere i Italien, siger Clara Tauson. 

I hendes seneste turnering i Brasilien, som netop var en Grade A, spillede hun sig frem til finalen, som hun dog tabte.

I april venter der Tauson en Fed Cup-kamp mod Grækenland, hvor hun kan få singledebut på det danske landshold.

Udover Tauson er Karen Barritza (25 år), Emilie Francati (20 år) og Maria Jespersen (26 år) udtaget.