Clara Tauson er i den tredje finale på en uge

16x9
15-årige Clara Tauson drømmer om at blive verdens bedste. Hun er i øjeblikket på vej ind blandt de 10 bedste juniorspillere. Foto: Scanpix Denmark

Dagen efter en turneringssejr i double har Clara Tauson spillet sig i singlefinalen. Hun vandt sin semifinale i tre sæt.

Danmarks største tennistalent er klar til sin tredje finale på blot en uge.

I italienske Firenze vandt Tauson sin udsatte semifinale i single. Dermed er hun klar til finalen i juniorturneringen ’City of Florence’. Det bliver danskerens tredje finale på kun en uge.

Tauson, der er seedet til at vinde turneringen, besejrede juniorranglistens nummer 181 i semifinalen. 6-4, 2-6, 6-2 lød cifrene mod Ziva Falkner fra Slovenien.

I finalen skal Clara Tauson møde enten Eleonora Molinaro fra Luxemburg eller Daria Frayman fra Rusland. De er seedet som henholdsvis nummer to og fire i Firenze.

Tausons semifinalesejr kommer cirka et døgn efter, hun vandt doubleturneringen i Firenze. For kun en uge siden sejrede hun i en anden juniorturnering i Kroatien. Den tredje singlefinale på stribe og den fjerde finale i træk vidner om en helt forrygende stime af stortalentet.

Clara Tauson er i øjeblikket nummer 14 på juniorranglisten hos det internationale tennisforbund (ITF), og danskeren nærmer sig med sine gode resultater de 10 bedste juniorspillere i verden.

Grusturneringen i Firenze er en Grade 2-turnering - det vil sige det tredjehøjeste niveau i juniorrækken kun overgået af Grade A og Grade 1.