Holger Rune og Clara Tauson bliver hædret med pris og penge

Clara Tauson og Holger Rune er to af Danmarks største tennistalenter. Det blev bekræftet lørdag, hvor begge spillere modtog en talentpris.

Der har været langt mellem de store, internationale tennisstjerner fra Danmark. Men det ser ud til at vende nu.

14-årige Holger Rune og 15-årige Clara Tauson er henholdsvis verdens bedste og verdens fjerdebedste spiller i deres årgang. Og det er kun starten på to store karrierer, vurderer Davis Cup-kaptajnen på herresiden, Kenneth Carlsen.

- De har potentialet til at komme helt i toppen af WTA og ATP-ranglisten og helt derop, hvor Caroline Wozniacki er – altså hun har været nummer et i verden og vinder af en Grand Slam, siger Kenneth Carlsen til TV 2 SPORT.

Lørdag blev de to talenter hædret, da de begge modtog 'C WorldWide Talentprisen'. Og hæderen har stor betydning for de to spillere.

- Det er jo stort for et lille land som os. Vi er ikke så stor en tennisnation, så Holger og jeg er selvfølgelig glade for at få sådan nogle priser og bare blive ved med at arbejde hårdt, siger Clara Tauson.

- Det er et stort skulderklap. Jeg har gjort det godt her på det sidste og lavet gode resultater, så det er altid godt at blive forkælet lidt, fortæller Holger Rune, efter han og Tauson fik overrakt prisen.

De to spillere måtte dele prisen imellem sig. Med prisen fulgte 50.000 kroner til hver spiller, og det er penge, der varmer i en dyr sport.

- Den betyder selvfølgelig, at jeg kan få nogle penge at rejse for og blive ved med at træne. Det er selvfølgelig en fed pris at få, forklarer Clara Tauson.

Det er godt for dansk tennis, og hvis vi bliver ved med at arbejde hårdt, kan vi blive endnu bedre og komme til at spille senior Grand Slams og forhåbentligt vinde

Holger Rune, tennisspiller

Kan blive fremtidens stjerner

Holger Rune har især gjort sig bemærket ved at vinde U-14 EM, hvilket den tidligere verdensetter Novak Djokovic eksempelvis også har gjort. Lige nu er han desuden med i truppen til Davis Cup-kampene mod Egypten.

Også Clara Tauson har i den seneste tid imponeret stort, da hun blandt andet har vundet hele tre turneringer på en uge.

- De er kæmpestore, internationale talenter. Det er jo nogen, som man lægger mærke til ude i den store verden, så det er nogen af de største talenter i verden. Og det er noget, som virkelig kan blive spændende for dansk tennis i fremtiden, siger Kenneth Carlsen.

Davis Cup-kaptajnen understreger dog, at begge spillere har mange års hårdt arbejde for at nå den absolutte tennistop på seniorsiden.

Men der er ingen tvivl om, at begge spillere har store ambitioner for fremtiden.

- Det er godt for dansk tennis, og hvis vi bliver ved med at arbejde hårdt, kan vi blive endnu bedre og komme til at spille senior Grand Slams og forhåbentligt vinde, siger Holger Rune.

Lige nu fortsætter de to spillere dog på juniorplan. Clara Tauson er begyndt at spille seniorturneringer og har vundet sine første WTA-point, mens Holger Rune ikke har taget hul på seniorturneringerne endnu.

Når de to spillere ser frem i sæsonen, har de især to Grand Slam-turneringer i hovedet.

- French Open er en af de sværeste Grand Slams for både juniorer og seniorer, så det bliver super fedt at prøve at spille hovedturneringen. Så må vi se, hvordan det går. Jeg har ikke rigtig nogen forventninger lige nu, fordi der er rigtig mange gode spillere med i sådan en Grand Slam, så jeg er bare glad for, at jeg kan være med, siger Clara Tauson.

- Næste skridt er, at jeg skal op og spille nogle højere kategorier. Til slut på året skal jeg forhåbentligt spille US Open junior, siger Holger Rune med et smil.