Williams beskylder finaledommer for sexisme efter nederlag

Serena Williams mener, at mange mænd var sluppet af sted med de udtalelser, der lørdag kostede hende en straf.

Det endte i et højspændt drama, da damernes finale i US Open blev spillet sent lørdag aften dansk tid i New York.

Japanske Naomi Osaka besejrede den amerikanske tennisstjerne Serena Williams i to sæt. Men det var Williams' gentagne diskussioner med kampens dommer, der løb med mindst lige så meget af opmærksomheden.

Der er mange mænd, der har sagt lignende ting, og fordi de er mænd, så sker der ikke noget

Serena Williams

Den 36-årige amerikaner blev blandt andet tildelt en advarsel for at modtage coaching fra sin træner på tilskuerrækkerne.

Williams bedyrede højlydt sin uskyld, men efter kampen indrømmede træneren, Patrick Mouratoglou, i et interview med ESPN, at han havde forsøgt at sende signaler til Williams på banen.

- Hvis jeg skal være ærlig, så gav jeg coaching. Men jeg tror ikke, hun kiggede på mig. Sascha (Osakas træner, Sascha Bajin, red.) coachede også ved hvert eneste point, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Indrømmelsen giver dog forvirring hos Serena Williams.

- Jeg har lige sendt en besked til Patrick, for jeg ved ikke, hvad han snakker om. Vi har ikke nogen signaler. Vi har aldrig snakket om signaler, siger amerikaneren efter kampen.

Serena Williams' advarsel for at modtage coaching blev startskuddet på flere ophedede ordvekslinger med dommeren i lørdagens finale.

Efter kampen oplyser US Open i en pressemeddelse, at der kan komme et efterspil.

- Der er ting, som fandt sted under kampen, der skal undersøges. Her til aften er det tid til at fejre de to fantastiske spillere, som har stor integritet, skriver de. 

'Et af de mest vanvittige dramaer'

TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen så finalen og blev flere gange overrasket over situationen, som lige så stille udviklede sig og til sidst eskalerede. Faktisk kan han ikke mindes at have set noget lignende i den tid, hvor han har fulgt tennis.

- Jeg har aldrig set så mange advarsler. Det er et af de mest vanvittige dramaer, jeg har set i flere år. Det overskygger totalt Osakas store præstation, siger Henrik Jensen, der er overrasket over Serena Williams' voldsomme reaktion under kampen.

- Jeg har aldrig set hende reagere så voldsomt, det må tolkes, som om hun har noget pres på sig, fordi hun så gerne vil vinde sin Grand Slam-titel nummer 24.

Beskylder dommer for sexisme

Williams blev tildelt en pointstraf, da hun senere smadrede sin ketsjer, og på et afgørende tidspunkt i andet sæt blev hun frakendt et helt parti som straf, da hun kaldte kampens dommer, Carlos Ramos, for "en tyv".

Williams mener, at det ville have set anderledes ud, hvis hun var en mand.

- Det er ikke rimeligt at tabe et parti for at sige det. Der er mange mænd, der har sagt lignende ting, og fordi de er mænd, så sker der ikke noget.

- Jeg kæmper for kvinders rettigheder og for kvinders ligestilling. At jeg siger tyv og mister et parti på det virker sexistisk for mig, lyder det fra den 23-dobbelte grand slam-vinder.

kampobservatør Brian Earley blev hevet ind for at forklare situationen for en tydeligt frustreret Williams.
kampobservatør Brian Earley blev hevet ind for at forklare situationen for en tydeligt frustreret Williams. Foto: Sarah Stier / Ritzau Scanpix

US Open-finalen var Williams' anden grand slam-finale, siden hun i begyndelsen af 2018 gjorde comeback til tennisbanen efter graviditet og fødsel. I juli tabte hun således Wimbledon-finalen til Angelique Kerber.

'Alle holdt med hende'

For Osaka var det til gengæld karrierens første grand slam-finale. Det var også den første japanske grand slam-triumf i single nogensinde.

Osaka, der end ikke var født, da Serena Williams debuterede på WTA-touren, sendte efter kampen en undskyldning til sit idol. 

- Alle holdt med hende, og jeg er ked af, at det skulle ende på denne måde, siger Naomi Osaka. 

Serena Williams fik et pointstraf for at ødelægge sin ketcher i US Open-finalen.
Serena Williams fik et pointstraf for at ødelægge sin ketcher i US Open-finalen. Foto: TV 2

- Det har altid været en drøm at spille en US Open-finale mod Serena, så jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at gøre det, tilføjer hun.

Osaka spillede forrygende tennis i hele kampen. Alligevel vil finalen nok mest blive husket for Serena Williams' skænderier med dommeren. 

Imens formåede Naomi Osaka at holde fokus på kampen og ignorere Williams' skænderi med dommeren. 

- Jeg hørte ikke rigtig noget. Jeg følte, at jeg blev nødt til at fokusere på kampen, fordi hun er så stor en mester, og jeg ved, at hun altid kan komme tilbage, siger Osaka.

I den efterfølgende ceremony var der ingen onde miner fra Willams' side mod Osaka. Tværtimod.
I den efterfølgende ceremony var der ingen onde miner fra Willams' side mod Osaka. Tværtimod. Foto: Robert Deutsch / Ritzau Scanpix

Osaka var klar over, hvad der stod på spil for Williams

På pressemødet efter finalen forklarede den nykårede grand slam-vinder, hvorfor hun måtte sende en undskyldning til Serena Williams. 

- Hun vil virkelig gerne have den 24. grand slam-titel. Alle ved det. Det er i reklamerne, det er overalt, siger Osaka, der stod over for sit forbillede i lørdagens finale. 

- Når jeg går på banen, så er jeg en anden person. Så er jeg ikke Serena-fan. Jeg er bare en tennisspiller, der spiller mod en anden tennisspiller. 

- Men da jeg krammede hende ved nettet, så følte jeg mig som et barn igen, tilføjer Osaka.