Wozniacki græd, da far skældte ud

16x9
Arkivfoto: Wozniacki i aktion som træner for Caroline Wozniacki i 2013. I 2014 fik Caroline Wozniacki flere nye trænere. Foto: Matthew Stockman / Scanpix Denmark

I en ny bog fortæller tennistræneren og kommentatoren Michael Mortensen om sit liv i tennissporten.

Den 28. september udkommer bogen 'Grus' om den tidligere tennisspiller, træner og kommentator Michael Mortensens liv i sporten.

Bogen er skrevet af Peter Pilegaard og udkommer på forlaget People's Press. Den koster 249,95 kroner og er 336 sider lang.

Sådan ser forsiden på bogen om Michael Mortensens liv ud. Den er skrevet af Peter Pilegaard og udkommer 28. september
Sådan ser forsiden på bogen om Michael Mortensens liv ud. Den er skrevet af Peter Pilegaard og udkommer 28. september Foto: People's Press

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag af kapitel 12, der foregår i foråret 2014. Caroline Wozniackis træner Thomas Högstedt har ud af det blå forladt holdet omkring den danske tennisstjerne efter Australien Open.

Michael Mortensen har tidligere arbejdet med Wozniacki i ungdomsårene og er en god ven af familien. Poitr Wozniacki beder ham komme og hjælpe dem. Michael Mortensen skal træne Caroline Wozniacki.

Tidligere har Michael Mortensen hjulpet kineseren Li Na frem til en Grand Slam-turnering i French Open, men i mellemtiden er han kommet ud for en personlig tragedie, da steddatteren Fillippa dør efter en trafikulykke.

TV 2 SPORT har lavet rubrik og mellemrubrikker i denne artikel.

Uddrag af kapitel 12

- Træningerne er gode, siger Caroline.

Hun har ret. Vi har det sjovt. Men efterhånden som dagene går, og nyhedsværdien ved min ankomst så småt har lagt sig, fornemmer jeg også, at Caroline kæmper med at være til stede. Måske er det min rolle som træner i hendes fars nærvær, hun er udfordret af.

Måske er det den faderlige tryghed fra Piotr, hun higer efter, når jeg udfordrer hende på banen. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på problemet, men hun virker reserveret overfor mig.

Det er, som om hun ikke hører efter. Hun virker ukoncentreret.

Tanken om et mentalt fravær hos Caroline gør mig en smule nervøs

Michael Mortensen

Måske har hun fokus rettet mod det kommende bryllup (med Rory McIlroy, red.). Det forstår jeg egentlig godt. Men hvad med vores arbejde? Jeg vil ikke gå forgæves.

Jeg ønsker ikke at gøre mine bange anelser til realiteter ved at begynde at italesætte noget, jeg ikke kan greje.

Tanken om et mentalt fravær hos Caroline gør mig en smule nervøs. Det er ikke en voldsom nervøsitet, men en bekymring, der som et udslæt sætter sig i min hud og klør lidt. Jeg forsøger at affeje min egen ængstelighed. Måske er det solen, der klør. Jeg har ikke solcreme på. Det har jeg aldrig brugt.

Det er sundt at lade sig brænde af uden faktor. Det fjerner urenheder.

Jeg forsøger at lægge tankerne fra mig. Caroline kender mig jo som verdens mest positive mand. Jeg finder altid noget godt i det værste skidt. Det har hun også lige bekræftet overfor mig. Den opfattelse ønsker jeg ikke at ændre på, slet ikke hos Caroline, der om noget lige nu har brug for min optimisme. Men hun forbliver fraværende.

- Kom nu, Caro!

Caroline kigger på mig. Endelig. Hendes blik rammer mig. Der er noget, som er forkert. Det er måden, hun ser på mig på, som gør det svært for mig at finde min plads, mærker jeg.

Blikket fortæller mig, at hun ikke er interesseret i mine input. Piotrs polske røst gjalder på tværs af banen.

Jeg forsøger forgæves at følge med i Wozzyernes samtalesymfoni. Men jeg spiller andenviolin. Og med ét føler jeg, at jeg lige nu betaler prisen for Högstedts Houdini-trick. Det irriterer mig. Men det er vigtigt for mig, at det ikke skiller os ad. Vores venskab betyder for meget for mig.

Jeg ønsker ikke at stille mig uforstående overfor den kamp, der foregår indeni Caroline. Jeg forstår kampen for trygheden. Jeg forstår den måske bedre, end hun selv forstår den. Og jeg er villig til at vise hende min forståelse, fordi jeg selv har kæmpet og kæmper den samme kamp.

Min empati viser sig nyttesløs.

Kun Piotr kunne kurere sin datter

Jeg er utilstrækkelig af den ene grund, at jeg ikke kan give hende faderlig tryghed i vores fælles arbejde på banen som træner og spiller. Det gør mig frustreret.

Jeg kan jo ikke ændre det faktum, at jeg er og bliver et fremmedlegeme i familien. Samtidig ved jeg, at jeg er præcis det fremmedlegeme, som Piotr har tillid til.

Jeg er den træner, der står familien nærmest – uden at være en Wozniacki.

Det uløselige dilemma står pludselig lige så klart for mig som den blå himmel over hovederne på os. Piotr ønsker nye tiltag, nyt blod. Timing is everything. Men problemet lader til at være, at såret efter Högstedt ikke er helet, men stadig drypper inficeret med en frygt for det fremmede. Det betyder, at kun Piotr som far kan kurere sin datter.

Jeg er, med andre ord, overflødig. Som en Dennis (tennisspilleren Li Nas mand og træner, red.) i ingenmandsland.

Spørgsmålene hober sig op, mens jeg går tilbage til hotellet med følelsen af at være blevet vraget. Min taknemmelighed over egne bedrifter har jeg stadig, tænker jeg.

Måske skulle jeg bare skride?

Jeg har mine meritter med mig. De fortæller mig, at jeg trods alt stadig har ført Li Na til en Grand Slamtitel for få år tilbage. Jeg kan føre flere spillere samme vej. Det ved jeg.

Og Caroline er den første spiller, jeg som træner har accepteret at samarbejde med siden ulykken. Jeg føler lige så meget, at jeg har valgt hende, som hun og Piotr har valgt mig. Men lige nu står jeg uden en stemme på det polske hold, mens jeg er ad helvede til langt væk fra min familie derhjemme.

Jeg sætter jeg mig på kanten af sengen og ringer til min storebror. Han er min rådsmand, når jeg strander i tvivl.

- Du bliver der, Sille! Det er en enestående mulighed for dig. Lov mig, at du giver det en chance.

Carolines spil er låst, og det påvirker hendes engagement på banen. Måske er det også, fordi hun er gledet ud af top-10, at hun er frustreret. Jeg ved det ikke. Men næsten ingenting fungerer for hende, og hun taber semifinalen i Dubai til Venus Williams 3-6, 2-6.

Wozniacki græd

Piotr eksploderer.

Når man bruger så mange kræfter, som vi gør, uden at der kommer en forløsning, finder den ophobede energi selv vej ud. Han er hård ved hende. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad han siger, men de polske fagter giver mig et praj.

De diskuterer højlydt. Piotr skælder ud, Caroline græder.

Men de verbale trænerlussinger bliver umiddelbart efter erstattet af faderlig omsorg, og jeg ser, hvorfor det er, at netop de to er så succesfulde sammen.

Jeg ser, hvorfor det er umuligt for en som mig at blande mig i deres unikke hybrid af træner og spiller, far og datter.