- Vigtigt for mig at komme til sæsonfinalerne, siger træt Wozniacki

Caroline Wozniacki spiller i den kommende uge WTA-turneringen i Beijing, hvor hun kan kvalificere sig til sæsonfinalerne i Singapore.

Følg Wozniacki i Beijing på TV 2 PLAY.

Det er ikke meget, Caroline Wozniacki har haft at juble over i løbet af efteråret.

I august blev danskeren skadet, og siden da har hun haft svært ved at finde formen, hvor det er blevet til en række tidlige nederlag - heriblandt et exit i anden runde af US Open og denne uges turnering i Wuhan i Kina.

Det vil være meget vigtigt for mig at komme til Singapore

Caroline Wozniacki, tennisspiller

Og Wozniackis manglende resultater betyder, at hun endnu ikke har kvalificeret sig til sæsonfinalerne i Singapore, hvor kun årets otte bedste spillere deltager.

- Det vil være meget vigtigt for mig at komme til Singapore. Jeg tror, at vi alle er trætte på nuværende tidspunkt af sæsonen, men vi vil også alle gerne kvalificere os. Det vil betyde meget for min sæson at være der og konkurrere mod de bedste spillere, siger Caroline Wozniacki til WTA.

Den 28-årige dansker har fortsat gode muligheder for at kvalificere sig til sæsonfinalerne, som hun vandt sidste år. Men endnu et tidligt exit i næste uges turnering i Beijing kan ændre på de udsigter, da hendes nærmeste konkurrenter kan overhale hende, hvis det flasker sig for dem.

Men Caroline Wozniacki er fortrøstningsfuld forud for den store turnering i Kina, hvor hun mandag møder schweiziske Belinda Bencic i første runde.

- Jeg tror, alle har en god chance her. Det kommer helt an på, hvordan man har det, og hvordan man spiller hver dag. Det handler om at forblive fokuseret og gøre sit bedste. Så jeg forsøger bare at holde hovedet koldt og være fokuseret.

- Det er en stor turnering. Alle de bedste spillere er her, så det er helt sikkert en udfordring - men det er en sjov én, siger Caroline Wozniacki.

WTA-turneringen i Beijing er en såkaldt Premier Mandatory-turnering, der rangerer lige under Grand Slam-niveau.