Wozniacki kæmper sig videre i China Open

Caroline Wozniacki er klar til anden runde af China Open. Hun slog Belinda Bencic ud i første runde.

  • Caroline Wozniacki - Belinda Bendic: 6-2, 6-3
  • Kampen varede 1 time og 21 minutter
  • Carolinen Wozniacki ligger nummer 2 i verden
  • Belinda Bencic ligger nummer 41 i verden
  • I anden runde venter Petra Martic fra Kroatien (nummer 36 på ranglisten)

Det var vigtigt for mig at køre på og returnere dybt

Caroline Wozniacki

Peter Bastiansen, tennisekspert på TV 2 SPORT: - Hvis man ser kampen over en bred kamp, er det en fortjent vinder. Caroline var lidt i tovene i midten af andet sæt, men i hele første sæt dominerede hun godt.

Patrik Wozniacki, bror til Caroline og tennisekspert på TV 2 SPORT: - 6-2, 6-3 lyder ganske overbevisende, men det var lidt tættere, end cifrene antyder.

Sådan forløb kampen

Følgende er skrevet af ritzau.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til anden runde i China Open, der er blandt de turneringer, som rangerer lige under grand slam-niveau.

I første runde levede den andenseedede dansker op til favoritværdigheden og besejrede den 21-årige schweizer Belinda Bencic med cifrene 6-2, 6-3. 

Wozniacki skal forsøge at rejse sig efter en række tidlige exits i Østen, og den sikre sejr over Bencic var en start, selv om den danske indsats var mere tilstrækkelig, end den var prangende.

Bedømt på cifrene så det nemt ud for Wozniacki i første sæt, men faktisk kom hun anspændt fra start uden den store rytme.

Førsteserven fungerede dårligt, og i den indledende fase tabte Wozniacki på et tidspunkt seks bolde i streg i egen serv. Det kostede dog kun ét servegennembrud - til schweizisk 2-1-føring.

Wozniacki svarede direkte tilbage, og efter at have vundet nogle tætte partier kom de sidste noget nemmere, så første sæt var ovre efter 33 minutter. 

Tættere andet sæt

Også i andet sæt var danskeren en langsom starter og blev brudt fra begyndelsen til 0-1, men igen brød hun tilbage ved første lejlighed.

Det var ikke, fordi Wozniacki behøvede at finde et højt niveau for at overmatche modstanderen. Ofte var det tilstrækkeligt at holde boldene i gang, så skulle de schweiziske fejl nok komme.

Wozniacki kom foran 3-1, men Bencic kom tilbage på 3-3, inden danskeren brød afgørende til 5-3. Herefter servede danskeren sejren hjem på den første matchbold.

I anden runde venter nu kroaten Petra Martic, der tidligere mandag slog tjekken Barbora Strycova med 6-2, 6-3. 

- Hun er en hård modstander, så det var vigtigt for mig at forsøge at køre på og returnere dybt, sagde Caroline Wozniacki blandt andet efter kampen.

Hvis Wozniacki vinder den, vil det være første gang i syv turneringer, at hun vinder to kampe. Det skete senest, da hun strøg helt til tops i Eastbourne i juni.

Wozniacki har aldeles gode erfaringer med Martic, som hun har slået overbevisende i to sæt i alle deres fire møder. 

Danskeren er den bedst seedede af de tilbageværende i turneringen. Søndag måtte den topseedede verdensetter, Simona Halep, nemlig opgive at spille sin kamp i første runde færdig.

Rumæneren opgav på grund af en rygskade, efter hun havde tabt første sæt med 1-6 til tuneseren Ons Jabeur.