Mange millioner og point - nu begynder Wozniackis titelforsvar

16x9
Caroline Wozniacki vandt sæsonfinalen i 2017. Foto: EDGAR SU / Scanpix Denmark

Caroline Wozniacki er blandt de otte spillere, der er med ved WTA Finals, hvor der både er mange ranglistepoint og store pengepræmier på spil.

Se WTA Finals på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

For et år siden kunne Caroline Wozniacki lade sig hylde som vinder af WTA Finals for første gang i karrieren. 

Danskeren vandt turneringen, der også er kendt som sæsonfinalerne, efter en finalesejr over Venus Williams. Nu er det blevet tid til et titelforsvar af det, der betragtes som den mest prestigefyldte turnering på kalenderen, hvis man ser bort fra de fire Grand Slams. 

WTA Finals skiller sig ud på flere områder i forhold til alle andre turneringer, da den kun har deltagelse af otte spillere. og et gruppespil skal afholdes, inden den sædvanlige knockout-fase træder i kraft i semifinalen. 

De seneste 10 års vindere af WTA Finals

2017: Caroline Wozniacki (Danmark)

2016: Dominika Cibulkova (Slovakiet)

2015: Agnieszka Radwanska (Polen)

2014: Serena Williams (USA)

2013: Serena Williams (USA)

2012: Serena Williams (USA)

2011: Petra Kvitova (Tjekkiet)

2010: Kim Clijsters (Belgien)

2009: Serena Williams (USA)

2008: Venus Williams (USA)

Oprindeligt er de otte bedste spillere i sæsonen, der kvalificerer sig til turneringen, men da verdensetteren, Simona Halep, har meldt afbud på grund af en skade, så har årets niendebedste spiller, Kiki Bertens, fået rumænerens plads. 

Udover det særlige format og den stjernebesatte deltagerliste er der også mulighed for at hente mange point til verdensranglisten og store pengepræmier, hvilket er stærkt medvirkende til at gøre turneringen eftertragtet. 

Turneringen, der spilles på hardcourt, afvikles i år for 47. gang i historien, og siden 2014 er den blevet spillet i Singapore, hvor Singapore Indoor Arena med plads til 12.000 tilskuere i slutningen af oktober har dannet rammen om en sand tennisfest for de bedste kvindelige single- og double-spillere. 

Gruppespillet

Ved fredagens lodtrækning blev de otte kvalificerede spillere inddelt i to grupper - en rød og en hvid - hvor de i grupperne skal møde hinanden på kryds og tværs. Når alle har spillet mod alle, bliver regnskabet gjort op. De to bedste spillere fra hver gruppe går videre til semifinalen, mens de to dårligste er ude. 

De spillere, der går videre fra gruppespillet, er ganske enkelt de spillere, der har vundet flest kampe. Hvis to spillere har vundet lige mange kampe, så er det resultatet i deres indbyrdes kamp, der skal afgøre, hvem der indløser billet til semifinalen. 

Hvis tre spillere står noteret for det samme antal vundne kampe, så bliver det ligeledes afgjort i indbyrdes opgør. Hvis alle tre spillere hver har én sejr hver i de indbyrdes opgør, vil man kigge på antal vundne sæt og i sidste ende antal vundne partier. 

Caroline Wozniacki er havnet i hvid gruppe sammen med Petra Kvitova, Elina Svitolina og Karolina Pliskova. Rød gruppe består af Angelique Kerber, Naomi Osaka, Sloane Stephens og Kiki Bertens. 

Kiki Bertens, Sloane Stephens, Naomi Osaka, Caroline Wozniacki, Petra Kvitova, Elina Svitolina, Karolina Pliskova til fredagens lodtrækning.
Kiki Bertens, Sloane Stephens, Naomi Osaka, Caroline Wozniacki, Petra Kvitova, Elina Svitolina, Karolina Pliskova til fredagens lodtrækning. Foto: Edgar Su / Ritzau Scanpix

Ranglistepoint og penge

Der er en grund til, at sæsonfinalerne er en eftertragtet turnering blandt de bedste tennisspillere i verden. Et topresultat i Singapore vil nemlig være særdeles indbringende - både i forhold til verdensranglistepoint og den økonomiske gevinst. 

Vinderen af turneringen kan maksimalt sætte 1500 ranglistepoint ind på kontoen, hvis vedkommende går ubesejret igennem de fem kampe. Det er det næsthøjeste antal point, en spiller kan opnå på WTA-touren - kun overgået af de fire Grand Slams, hvor vinderne får 2000 point. 

I gruppespillet gives der 250 point for en vundet kamp, mens en tabt kamp giver 125 point. Det vil sige, en spiller maksimalt kan få 750 point til verdensranglisten i gruppespillet.

Det giver ingen point at komme i semifinalen, men kommer man i finalen er der 330 point at hente ved et nederlag, mens vinderen bliver kvitteret med 750 udover dem, der blev samlet sammen i gruppespillet - altså, maksimalt 1500 point til verdensranglisten. 

Caroline Wozniacki vandt WTA Finals i 2017 efter en finalesejr over Venus Williams. Danskeren tabte den sidste gruppekamp, og derfor kunne hun 'kun' sætte 1375 verdensranglistepoint ind på kontoen.
Caroline Wozniacki vandt WTA Finals i 2017 efter en finalesejr over Venus Williams. Danskeren tabte den sidste gruppekamp, og derfor kunne hun 'kun' sætte 1375 verdensranglistepoint ind på kontoen. Foto: Edgar Su / Scanpix Denmark

Den samlede præmiesum ved turneringen lyder 7 millioner dollars (44 millioner kroner), der fordeles mellem spillerne i single- og double-turneringerne. 

Det er i singleturneringen, spillerne tjener mest. Alene ved at gennemføre gruppespillet tjener de 151.000 dollars (980.000 kroner), mens de får yderligere 153.000 dollars (995.000 kroner) for hver sejr i gruppespillet. 

Vinderen af turneringen kan glæde sig over 1,85 millioner dollars (12 millioner kroner) udover det, vedkommende har tjent undervejs. Det vil sige, at man ved at gå ubesejret igennem turneringen kan sætte hele 2,5 millioner dollars (16 millioner kroner) ind på kontoen. 

De otte kvalificerede spillere