Piotr vil have Caroline Wozniacki til at glemme sidste års succes

Caroline Wozniacki er forsvarende mester i turneringen WTA Finals, som er bedre kendt som sæsonfinalerne.

Du kan se Caroline Wozniackis første kamp ved WTA Finals på TV 2 og TV 2 Play søndag klokken 13.25

I 2017 triumferede Caroline Wozniacki i WTA Finals, hvor hun for første gang i karrieren vandt den prestigefulde turnering.

Nu er danskeren igen klar til årets sæsonfinaler, hvor hun i første kamp møder Karolina Pliskova. Her skal danskeren lægge sidste års triumf bag sig, hvis det står til hendes far og træner, Piotr Wozniacki.

- Jeg siger til hende, at det er et nyt år. Det er ikke 2017, det er en ny situation. Det kan godt være, det er Singapore og den samme turnering, men Caroline er i en ny situation og Pliskova (Karolina Pliskova, red.) det samme, så det bliver helt klart en ny kamp, siger Piotr Wozniacki til TV 2 SPORT.

I sæsonfinalen deltager verdensranglistens otte bedste spillere, men da Simona Halep har meldt afbud på grund af en skade, er årets niendebedste, Kiki Bertens, kaldt ind som erstatning.

I gruppespillet møder danskeren Petra Kvitova, Elina Svitolina og Karolina Pliskova, hvor de to bedste spillere kvalificerer sig til semifinalerne.

- Vi tager det fra kamp til kamp. Det er de bedste spillere. Vi kender dem, og de kender os, så hver kamp er 50/50. Der er ikke modstandere, som Caroline ikke kan slå, og som hun ikke kan tabe til, fortæller Piotr Wozniacki.

- Hun har stor motivation igen og har vist sig selv, at hun kan vinde i Beijing. Hun har spillet på meget højt niveau. Jeg håber, hun kan vinde her igen, så det bliver den første gang, siger Piotr Wozniacki.

Vinderen af turneringen kan udover æren og 1500 ranglistepoint se frem til en stor præmiesum, nemlig et sted mellem 12-16 millioner danske kroner.