Clara Tauson misser karrierens største finale

Selvom Clara Tauson vandt første sæt i kampen om en finaleplads, blev det til et nederlag til colombianske Maria Camilla Osorio Serrano.

Colombianske Maria Camilla Osorio Serrano blev en for stor mundfuld for Clara Tauson.

Efter tre sejre i træk i gruppespillet måtte danskeren se finalepladsen i juniorernes sæsonfinale i Chengdu glippe, da hun tabte med cifrene 6-7, 6-2 og 4-6.

- Jeg gav den alt, hvad jeg havde, men det var ikke helt nok.

- Jeg er selvfølgelig stolt af mig selv. Jeg havde håbet på mere, men sådan er det i dag, og jeg er selvfølgelig også stolt af, at jeg er kommet så langt, siger Clara Tauson efter opgøret.

Tauson kom ellers godt fra start, da hun allerede i første parti fik brudt colombianeren. Det betød, at danskeren fik momentum, og hun formåede at holde serv i de efterfølgende partier, imens Osorio Serrano kom mere med i kampen.

15-årige Tauson havde mulighed for at serve første sæt hjem, da hun var foran med 5-4. Men den et år ældre colombianer kom foran med 30-0 i det parti og kunne senere bryde danskeren. Dermed blev det hele lige igen, og der ventede en tæt afgørelse på første sæt.

Maria Camilla Osorio Serrano holdt efterfølgende serv og kom foran med 6-5, hvilket var første gang, at colombianeren kom foran. Tauson gjorde Serrano bedriften efter og holdt serv.

Dermed skulle første sæt afgøres i tiebreak. Her kom danskeren bagud fra start, men kæmpede sig stille og roligt tilbage. Clara Tauson vandt med 8-6 i tiebreak og sikrede sig første sæt.

Colombianeren kom klart bedst fra start i andet sæt, hvor hun fik brudt Tauson i første parti. Da Serrano efterfølgende holdt serv, betød det, at danskeren var bagud med 0-2.

Clara måtte kæmpe efterfølgende og fik brudt igen, så hun reducerede til 1-3. Danskeren havde igen store problemer efterfølgende, og hun kom bagud med 1-5. Colombianeren hentede en sejr i andet sæt på 6-2, og derfor skulle sejren findes efter tre sæt.

Clara Tauson tabte andet sæt med 2-6. Video: TV 2 SPORT

Her kom Serrano igen bedst fra start, da hun kom foran med 2-0. Igennem hele andet sæt haltede Clara Tauson efter, og hun kæmpede med at komme tilbage. Danskeren fik reduceret til 5-3 senere i kampen og kæmpede for at komme tilbage. 

Danskeren kom også tilbage og reducerede til 5-4, men Maria Camilla Osorio Serrano servede sejren hjem efter en lille regnpause.