International ekspert fælder dom over Tauson

16x9
Clara Tauson er en dygtig spiller, vurderer international ekspert. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Clara Tauson er en dygtig spiller, men hendes niveau er ikke ligeså højt, som Caroline Wozniackis var på samme alder. Det vurderer en ekspert.

Det bare 15-årige danske tennistalent Clara Tauson imponerer lige nu ved juniorernes sæsonfinale i Kina, hvor hun med tre sejre i sine tre gruppekampe på overbevisende vis har spillet sig i semifinalen.

Det er da heller ikke længere kun herhjemme, navnet Clara Tauson begynder at give genklang. På den internationale scene er man også begyndt at få et godt øje til den unge dansker.

- Jeg så hende ved French Open i år. Hun er fantastisk. En rigtig god atlet. Hun er stærk og har en god attitude. Clara er en virkelig dygtig spiller, fortæller Samantha Smith, der er tidligere professionel tennisspiller og nu fungerer som ekspert, til TV 2 SPORT.

Det er dog svært at nævne Clara Tauson uden at sammenligne hende med det største danske tennisnavn nogensinde i form af Caroline Wozniacki. Også for en international tennisekspert som Samantha Smith.

- Er hun ligeså god som Caroline Wozniacki, da hun var 15? Nej, det er hun ikke. Men Caroline var også exceptionel. Hun kom lidt ud af ingenting, men har været med til at sætte baren højt, da hun vandt junior-Wimbledon i en alder af 15. Så Clara har noget at sigte i mod, men Clara er virkelig også en dygtig spiller.

Sværere at bryde igennem

I denne sæson har Clara Tauson spillet turneringer på ITF-niveau, der rangerer lige under WTA-turneringerne. 

Og det er blevet sværere at bryde ind på kvindernes tennis-tour nu, end det var, da Caroline Wozniacki stod og skulle foretage samme skridt.

Det vurderer Samantha Smith, der dog samtidig ser stort potentiale og gode muligheder for Clara Tausons juniorklasse til at gøre lige præcis det.

- Der er så stor en dybde i kvindetennis også på lavere niveau, så det kan være virkelig svært. Der er så mange gode spillere.

- Dybden på junior-niveau er også virkelig stor, og der er flere spillere, der er klar til WTA-touren om lidt. Og de kommer virkelig til at lave om på bunden af verdensranglistens top-100 relativt hurtigt, fortæller Samantha Smith.

Inden Clara Tauson skal tænke på WTA-niveau og verdensranglistens top-100, har den unge dansker først en semifinale i sæsonfinalen at holde fokus på lørdag.

I semifinalen møder hun Maria Camilla Osorio Serrano fra Colombia. Kampen spilles lørdag cirka klokken 7.30 og bliver vist på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.