Svitolina vinder sæsonfinalen

Den ukrainske tennisspiller Elina Svitolina vandt kvindernes sæsonfinale med en sejr over Sloane Stephens.

Elina Svitolina kan for første gang i karrieren kalde sig WTA Finals-mester.

Den 24-årige ukrainer kunne søndag løfte trofæet ved kvindernes sæsonfinale i Singapore efter en sejr i tre sæt over amerikanske Sloane Stephens med cifrene 3-6, 6-2, 6-2.

Stephens fik en usædvanligt dårligt start på lørdagens semifinale, hvor hun tabte kampens første otte partier og var på vej ud af turneringen, før hun kæmpede sig tilbage.

I søndagens finale var hun klar fra start. Da Stephens første gang skulle modtage Svitolinas serv, gjorde amerikaneren det så overbevisende, at hun brød rent, og kort efter gjorde hun det til 3-0.

Dermed var presset lagt over på Svitolinas side. Ukraineren spillede sig op, men kom aldrig tilbage i første sæt. Symptomatisk sluttede sættet med, at Svitolina sendte bolden uprovokeret i nettet.

Ukraineren fik ryddet ud i fejlene i andet sæt og fik et bedre tag i duellerne.

Først brød hun Sloane Stephens to gange, og da hun for anden gang fik muligheden for at bryde til sætsejr, lykkedes det for Svitolina, som dermed fremtvang et tredje sæt.

Her fortsatte ukraineren sit gode spil. Først vandt hun sættets første parti overbevisende, inden hun brød amerikanerens serv. Servebruddet blev fulgt op med en partisejr, og så var Svitolina foran 3-0 med kurs mod pokalen og præmiechecken på lidt over 14 millioner danske kroner.

Med Sloane Stephens kæmpede en brav kamp for at holde håbet om sejren i live og fik reduceret til 2-3. Først gjorde hun det til 1-3 efter et overbevisende parti i egen serv. Efterfølgende brød hun ukrainerens serv.

Efter en peptalk fra træner Andrew Bettles gik Svitolina tilbage på banen med fornyet energi og brød Stephens' serv. Det fulgte hun op med at holde sin egen serv til stillingen 5-2, og så var sejren pludselig meget tæt på.

Den blev kort tid efter sikret, da den 24-årige ukrainer for tredje gang i sættet brød Sloane Stephens' serv og brød sammen i jubel.