Wozniacki slutter året som treer - men kommer på hårdt arbejde i januar

Caroline Wozniacki overvintrer på verdensranglistens trejdeplads, men kommer i januar til at kæmpe hårdt for at bavare den høje placering.

Når verdensranglisten bliver opdateret mandag, er Caroline Wozniacki at finde på tredjepladsen. 

Det står klart, efter danskeren ikke formåede at genvinde sidste års titel ved sæsonfinalen i Singapore, hvor det blev til et exit efter to nederlag i det indledende gruppespil. 

Caroline Wozniacki havde 1350 point at forsvare, men da hun kun formåede at vinde en enkelt kamp i dette års turnering, må hun nøjes med 500 point til ranglisten. 

Verdensranglisten den 29/10 2018

1. Simona Halep - 6921

2. Angelique Kerber - 5875

3. Caroline Wozniacki - 5586

4. Elina Svitolina - 5350

5. Naomi Osaka - 5115

6. Sloane Stephens - 5023

7. Petra Kvitova - 4630

Rumænske Simona Halep slutter for andet år i træk sæsonen på førstepladsen - og det er på trods af, at en skade forhindrede hende i at deltage i den prestigefyldte turnering. Tyske Angelique Kerber tager andenpladsen.

Og da ingen af spillerne fra top 10 har intentioner om at spille de mindre turneringer, der fortsat er på kalenderen, så bliver der ikke ændret på toppen af verdensranglisten mere i år. 

Men når sæsonen starter op igen i det nye år, så kommer Caroline Wozniacki på hårdt arbejde, hvor hun blandt andet skal forsvar en finaleplads i Auckland og titlen i Australian Open. 

Triumfen i Australien bliver en stor mundfuld, da Grand Slam-titler giver 2000 point til verdensranglisten, mens der blot er 175 point at forsvare fra finalepladsen i New Zealand. 

Sådan fungerer ranglistesystemet

Ranglisten kører over hele året, og for singlespillere er det 16 resultater fra sæsonen, som de skal forsvare året efter. 

Det, der skal forsvares, er resultaterne fra de fire Grand Slams, resultaterne fra de såkaldte Premier Mandatory-turneringer (Beijing, Indian Wells, Madrid, Miami) og de to bedste Premier 5-resultater (Cincinnati, Dubai, Rome, Toronto, Wuhan). Derudover skal de seks bedste resultater - udover de ovennævnte - også forsvares.

De otte spillere fra sæsonfinalerne i Singapore skal også forsvare en 17. turnering som bonus.

Simona Halep og Angelique Kerber har også en del point at forsvare med henholdsvis 1580 og 1250. 

Men hvis vi ser på de spillere, der er placeret efter Caroline Wozniacki på ranglisten, så kan særligt Naomi Osaka på femtepladsen blive en trussel med kun 240 point at forsvare, mens også Petra Kvitova og Sloane Stephens har store muligheder for avancement, da de kun har 10 point at forsvare. 

Elina Svitolina vandt søndag sæsonfinalen i Singapore og kan derfor overvintre på verdensranglistens fjerdeplads. Ukraineren har 900 point at forsvare i januar.