Djokovic markerer position som verdensetter med rekord

16x9
Novak Djokovic havde ikke de store problemer med at slå Damir Dzumhur, som endte med at blive skadet i torsdagens tenniskamp i Paris. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Novak Djokovic har vundet 30 sæt i træk, og det er personlig rekord for den serbiske tennisspiller.

Tennisspillet kører for Novak Djokovic, som torsdag gik videre til kvartfinalen i ATP-turneringen Paris Masters.

Andenseedede Djokovic var foran 6-1, 2-1 mod bosnieren Damir Dzumhur, der trak sig med en rygskade.

Det betød samtidig, at Djokovic nu har vundet 30 sæt i træk, hvilket er personlig rekord for serberen.

Den øjeblikkelige gode stime har også budt på 20 sejre i træk og 29 sejre i de seneste 30 kampe.

På mandag bliver Djokovic nummer et på verdensranglisten, da topseedede Rafael Nadal har trukket sig fra turneringen i Paris og mister førstepladsen.

I 2015 vandt Djokovic 29 sæt i træk mellem US Open-finalen og semifinalen i Paris Masters. Så det har før været en god periode for ham.

Den personlige rekord bliver måske en anelse vanskeligere at forbedre i næste kamp, som er mod kroaten Marin Cilic.

Tidligere torsdag vandt Cilic 7-6, 6-4 over bulgarske Grigor Dimitrov. Og Cilic kan med en sejr over Djokovic sikre sig en plads i sæsonfinalen i London senere på året.

- Jeg er meget tæt på London og på at sikre min plads matematisk. Mod Novak bliver det en ny stor udfordring, og det bliver fantastisk at spille mod ham igen, siger Cilic ifølge atpworldtour.com.

Djokovic har mødt Cilic 17 gange på ATP Touren og vundet de 15 indbyrdes opgør.