Djokovic slår Federer og forlænger sejrsstime

16x9
Novak Djokovic fejrer sin sejr over Roger Federer. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Serberen er klar til finalen ved indendørsturneringen Paris Masters efter en sejr i tre tætte sejr.

Der var stjernetræf i Paris, da de to tennisspillere Novak Djokovic og Roger Federer lørdag tørnede sammen i semifinalen ved indendørsturneringen Paris Masters, der er en del af ATP-touren.

Efter tre tætte sæt kunne serbiske Djokovic booke finalepladsen med cifrene 7-6, 5-7, 7-6.

Efter lørdagens sejr har Djokovic nu vundet 22 betydningsfulde kampe i træk, og seneste nederlag ligger helt tilbage i starten af august.

Første sæt skulle afgøres i tiebreak, efter at ingen af de to spillere lykkedes med at bryde hinandens serv.

Efter flere intense dueller var det Novak Djokovic, der kunne bryde ud i jubel og sætte første sæt på kontoen med en sejr på 8-6. Serberen fik en skidt start og var bagud 2-4, inden han med tre vundne bolde i træk kom foran 5-4 og kort tid efter vandt.

Heller ikke i andet sæts første 11 partier blev de to tennisstjerners serve brudt.

Federer slog dog til, da det gjaldt. Foran 6-5 leverede han således kampens første servebrud, og schweizeren sendte kampen ud i et tredje og afgørende sæt.

Her gentog mønsteret fra første sæt sig. Ingen brudte server, og så skulle kampen afgøres i tiebreak. Djokovic satte sig hurtigt i førersædet og var foran 4-1 efter de første fem bolde.

Det blev også 6-1, og så havde Djokovic matchbold. Federer kæmpede dog videre og spillede sig på 3-6. Mere blev det ikke til for schweizeren, der i den efterfølgende duel sendte bolden i nettet og sejren i serberens hænder.

Han møder i søndagens finale russiske Karen Khachanov, der i sin semifinale lørdag slog østrigske Dominic Thiem i to sæt med cifrene 6-4, 6-1.

Vinderen af Paris Masters får en præmiecheck, på hvad der svarer til lidt over syv millioner danske kroner.