Djokovic er stolt af 'fænomenal præstation'

16x9
Novak Djokovic ligger nummer et på verdensranglisten inden sæsonfinalen i London. Foto: Christophe Archambault / Ritzau Scanpix

Novak Djokovic, der har genindtaget verdenstronen, er favorit til at vinde sæsonfinalen for sjette gang.

Hvis man inden sommeren havde fortalt tennisstjernen Novak Djokovic, at han ville slutte året som verdensetter, havde han ikke troet på det.

Skader og svigtende form prægede årets første halvdel, og på tærsklen til Wimbledon i juli lå serberen helt nede som nummer 21 på verdensranglisten.

Siden er det meste, han har rørt ved, blevet til guld, og det kulminerede med en tilbagevenden til førstepladsen i sidste uge.

- Når man reflekterer over, hvad jeg har været igennem det seneste år, er det en ganske fænomenal præstation, siger Novak Djokovic op til herrernes sæsonfinale i London, der begynder søndag.

Han vandt sæsonens to sidste grand slam-turneringer, Wimbledon og US Open, og har desuden triumferet i de to Masters 1000-turneringer i Cincinnati og Shanghai i de seneste måneder.

Det medvirkede til, at han for femte gang i karrieren slutter året som nummer et, hvilket er en tangering af Roger Federer og Jimmy Connors' bedrift, mens Pete Sampras har rekorden med seks år.

Samtidig blev Djokovic den første siden Marat Safin i 2000 til at avancere fra en plads uden for top-20 til førstepladsen inden for samme år.

- Selvfølgelig er jeg meget stolt af det. For fem måneder siden var det meget usandsynligt, når man tog min placering og mit spil og min følelse på banen i betragtning, siger serberen.

Favorit i sæsonfinalen

Fra søndag og en uge frem rundes sæsonen af med sæsonfinalen i London, hvor de otte bedste deltager med undtagelse af de skadede Rafael Nadal og Juan Martin del Potro.

Djokovic er bookmakernes favorit til at vinde turneringen for sjette gang, mens schweizeren Roger Federer, der allerede har seks triumfer i sæsonfinalen, følger lige efter.

Federer er favorit i gruppen, der er opkaldt efter Lleyton Hewitt. Den tæller desuden japaneren Kei Nishikori, sydafrikaneren Kevin Anderson og Dominic Thiem fra Østrig. Federer åbner mod Nishikori søndag. 

I Gustavo Kuerten-gruppen skal Djokovic møde tyskeren Alexander Zverev, Marin Cilic fra Kroatien og den amerikanske servekanon John Isner. Djokovic skal i sin første kamp mandag møde Isner. 

De to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne, der spilles næste lørdag.