Ung tysker følger med Djokovic: Klar til semifinalen i London

16x9
Alexander Zverev er klar til semifinalen ved mændenes sæsonfinale i London. Foto: Tony O'brien / Ritzau Scanpix

En sejr i to sæt over John Isner sendte Alexander Zverev i semifinalen i sæsonfinalen i tennis i London.

Tyske Alexander Zverev spillede sig fredag i semifinalen i sæsonfinalen i tennis i London. 

Det stod klart, da den 21-årige tysker besejrede amerikanske John Isner i gruppespillet ved ATP Finals med 2-0 i sæt og cifrene 7-6 (7/5), 6-3. 

Dermed nåede Zverev op på to sejre i gruppen, mens Novak Djokovic senere fredag tog sin tredje sejr ud af tre mulige med en sejren over Marin Cilic på 7-6 (9/7) og 6-2.

Alexander Zverev har i gruppen tidligere besejret Cilic, mens han tabte kampen til Djokovic. 

Zverev sluttede på andenpladsen i gruppen, og han skal derfor møde schweiziske Roger Federer i semifinalen. 

- Det bliver en meget vanskelig kamp at møde ham på hans favoritunderlag indendørs. 

- Turneringen er dog ikke ovre. Jeg vil ikke tænke, at nu er jeg i semifinalen, og nu er jeg tilfreds. Sådan fungerer det ikke, siger Zverev ifølge AP.

Den anden semifinale bliver et opgør mellem Djokovic og sydafrikaneren Kevin Anderson.

Zverev og Federer mødes lørdag klokken 15 i O2 Arena i London, mens kampen mellem Djokovic og Anderson serves i gang klokken 21 samme sted.