Tysk komet slår Federer og når finalen ved sæsonfinalen

16x9
Alexander Zverev fejrer sin sejr over Roger Federer. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Alexander Zverev skabte store problemer for Roger Federer i lørdagens semifinale i ATP Finals.

Roger Federer har vundet sæsonfinalen i tennis seks gange i karrieren, men det bliver ikke til titel nummer syv i denne omgang.

I lørdagens semifinale ved ATP Finals i London tabte Federer overraskende med 5-7, 6-7 til Alexander Zverev.

Tennisspillet kørte ikke optimalt for Federer i første sæt, og især baghånden svigtede gentagne gange. 

21-årige Zverev fulgte godt med schweizeren, som blot formåede at vinde syv point i tyskerens servepartier.

Og da Federer selv skulle holde serv bagud med 5-6, opstod de første alvorlige problemer.

Intet fungerede for Federer, som leverede flere fejl og endte med at blive brudt rent. Dermed vandt Zverev sættet med 7-5.

I andet sæt viste Federer fra start flot tennis og brød Zverevs serv, men 2-1-føringen holdt ikke længe. Zverev brød straks tilbage og udlignede til 2-2.

Duellanterne fulgtes ad frem til stillingen 6-6, og så skulle det afgøres i tiebreak.

Her var Zverev stærkest og vandt 7-5, og det skete efter en kontroversiel episode.

En bolddreng tabte en af de gule tennisbolde, og Zverev stoppede op midt i en duel.

Federer forstod i første omgang ikke, hvad der skete, da han stod i en god position efter et godt angrebsslag.

Dommeren bestemte, at pointet skulle spilles om, og her lavede Zverev et es.

Efter kampen blev der buhet af tyskeren, som brugte næsten al sin taletid på at undskylde over for Federer og de mange tilskuere, der holdt med schweizeren.

- Først og fremmest vil jeg gerne undskylde for tiebreak-episoden. Bolddrengen tabte bolden, og reglerne siger, at vi er nødt til at stoppe pointet. 

- Jeg har allerede sagt undskyld til Federer ved nettet, og han sagde, at det var okay, og at det var inden for reglerne.

- Jeg er lidt frustreret over, hvordan det hele endte. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig lidt fortabt lige nu, sagde Zverev i et interview på banen.

I den anden semifinale ved ATP Finals mødes serbiske Novak Djokovic og sydafrikaneren Kevin Anderson senere lørdag.