Teenager skaber sensation efter sejren over Wozniacki

Kvalifikationsspilleren Bianca Andreescu er klar til karrierens første WTA-finale. Hun har slået to tidligere single-verdensettere ud på vejen.

18-årige Bianca Andreescu er utvivlsomt den største overraskelse ved ASB Classic. En sensation. 

Canadieren har leveret så mange højdepunkter i turneringen, at selv den mest erfarne bjergbestiger må miste pusten.

Lørdag morgen spillede Andreescu sig i karrierens første WTA-finale, da hun slog Hsieh Su-Wei 6-3, 6-3 i en underholdende og medrivende semifinale i Auckland.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad der foregår. Det er vigtigt for mig, at holde fast i øjeblikket. Det har jeg gjort hele ugen, sagde Bianca Andreescu efter sejren.

Lige fra første runde har kvalifikationsspilleren Andreescu været undertippet. I den første kamp slog hun den tidligere verdensetter i double Timea Babos, inden hun udraderede de tidligere singleverdensettere Caroline Wozniacki og Venus Williams i de efterfølgende kampe. I semifinalen fuldendte hun statistikken, da Hsieh Su-Wei også har været nummer et i verden i double.

Finalepladsen bliver ikke mindre imponerende af, at Bianca Andreescus sædvanlige træner ikke engang er til stede i Auckland. I stedet bliver hun bakket op af Virginie Tremblay, som Andreescu beskriver som ’min fysiske træner, min træner, min ven, min alting’.

I finalen skal Andreescu møde Julia Görges, der modsat de øvrige modstandere aldrig har ligget nummer et i hverken single eller double.

- Hun er, ligesom alle de andre, en fantastisk spiller. Jeg vil gøre mit bedste for at nyde det og tro på mig selv, siger Andreescu om finalemodstanderen.

Selv har canadieren aldrig rangeret blandt verdens 100 bedste spillere.  I øjeblikket ligger den canadiske teenager nummer 152 på verdensranglisten. Hendes bedste placering er nummer 143. Det var i august 2017, men efter succesen i Auckland er hun sikker på at rykke frem som nummer 107. En finalesejr vil bringe Bianca Andreescu ind i top 100.

- Jeg har følelsen af, at jeg er blevet en yndling her. Det er virkelig en speciel følelse at spille foran de her tilskuere, men jeg vil også gerne takke alle, der har hjulpet og støttet mig derhjemme. Tak, slutter Andreescu. 

Finalen i Auckland vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag den 6. januar klokken 7.30.