Wozniacki åbner Australian Open på største arena

16x9
Caroline Wozniacki skriver autografer efter en træning i Melbourne forud for Australian Open. Foto: William West / Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki og schweiziske Roger Federer indleder mandag deres titelforsvar i Australian Open på Rod Laver Arena.

Caroline Wozniacki og Roger Federer kommer til at danne en dynamisk duo på førstedagen af Australian Open.

De to titelholdere fra sidste års Australian Open indleder årets udgave af Grand Slam-turneringen på Rod Laver Arena - anlæggets største bane.

Det sker mandag aften lokal tid, men det svarer til mandag formiddag dansk tid - for Wozniackis vedkommende cirka klokken 9.

Det meddeler arrangørerne på turneringens hjemmeside, hvor hele mandagens tennisprogram kan findes.

- Det er jo helt fantastisk at være sammen med ham på programmet. Han er et ikon. Så det er en god fornemmelse, siger Wozniacki til Ekstra Bladet.

- Det var fedt, at han vandt samme år, som jeg gjorde. Det gjorde det lidt specielt at stå der sammen med ham.

Tredjeseedede Wozniacki har den første kamp på aftenprogrammet på Rod Laver Arena mod Alison Van Uytvanck fra Belgien.

Sidste år vandt Wozniacki Australian Open, og det var danskerens første Grand Slam-titel i karrieren.

Federer, der har vundet Australian Open syv gange tidligere, følger lige efter Wozniacki på programmet, når schweizeren møder Denis Istomin fra Usbekistan.

Tidligere på dagen kan publikum på Rod Laver Arena fornøje sig med russiske Maria Sharapova, der åbner arenaen med opgøret mod Harriet Dart fra Storbritannien.

Dernæst skal spanske Rafael Nadal i aktion mod det australske hjemmebanehåb James Duckworth.