Danske Clara Tauson vinder juniorrækken i Australian Open

Den 16-årige danske tennisspiller Clara Tauson vinder overbevisende finalen i juniorrækken i Australian Open.

Den danske tenniskomet Clara Tauson vinder finalen i juniorrækken i Australian Open mod canadiske Leylah Annie Fernandez i to sæt - 6-4, 6-3. 

Det er den 16-årige danskers første Grand Slam-finale.

- Hej alle sammen! Jeg er superglad lige nu, og jeg vil gerne takke alle, der har støttet mig. Min far og træner, alle danskerne her og selvfølgelig alle jer, der gør det her til en fantastisk turnering for mig og alle andre. Australian Open er helt sikkert min yndlings-Grand Slam-turnering, sagde Tauson efter kampen. 

Tauson var seedet nummer et i turneringen og var spået gode chancer i finalen mod sin 16-årige canadiske modstander.

Natten til lørdag dansk tid har hun i finalen levet op til alle forventningerne på overbevisende vis.

Det tog Tauson en time og syv minutter at cementere sejren over den fjerdeseedede Fernandez.

Topper verdensranglisten

I første sæt fulgtes spillerne ad til stillingen 2-2. Derefter brød Tauson til 3-2, men måtte med det samme se canadieren bryde tilbage.

Tauson brød med det samme igen til 4-3, hvilket gav hende det nødvendige forspring til at sikre sin første sætsejr.

I andet sæt fulgtes de to blot til 1-1, inden Tauson brød til 2-1 og 3-1. Danskeren endte med at vinde en overbevisende 6-3-sejr.

Clara Tauson og Leylah Annie Fernandez siger tak for kampen. Det var deres anden finale i træk.
Clara Tauson og Leylah Annie Fernandez siger tak for kampen. Det var deres anden finale i træk. Foto: Lukas Coch / Ritzau Scanpix

Clara Tauson modtager 1000 point til juniorranglisten efter triumfen i Melbourne. Ifølge TV 2 SPORTs udregninger er det nok til at sikre Tauson førstepladsen på verdensranglisten for juniorer.

Det er første gang, en dansker indtager den position på kvindernes rangliste. Caroline Wozniacki rykkede 'kun' op som nummer to, da hun vandt Wimbledon for juniorer. 

- Sejren i Australien er en stor triumf for Clara, siger TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen.

- Hun spillede under et voldsomt pres i alle sine kampe, fordi hun var favorit og topseedet - imponerende at hun trods den voldsomme hede i Melbourne holdt hovedet koldt i sine kampe. Her i finalen spillede Tauson en taktisk klog kamp, hvor hun tvang modstanderen til at lave mange fejl med sit aggressive og offensive spil, som gav Clara mange gode point undervejs. Hun servede også godt og hårdt  i det meste af kampen, selvom hun lavede en stor, nervøs dobbeltfejl, da hun servede for sejren.

Clara Tauson vandt sin første Grand Slam, da hun sejrede i Australian Open for juniorer i 2019.

Femte danske Grand Slam for juniorer

Med Clara Tausons sejr er det femte gang, at en dansker vinder en Grand Slam-turnering i juniorrækkerne. 

Det er tidligere sket for Caroline Wozniacki og Kristian Pless, mens Kurt Nielsen præsterede det to gange.

I 2018 vandt Tauson fem ITF-turneringer i juniorklassen og blev kåret som årets juniorspiller i dansk tennis for tredje år i træk.