Tauson overvejer udenlandsk træner

16x9
Clara Tauson kysser trofæet efter sin sejr i Australian Open. Foto: William West / Ritzau Scanpix

Clara Tauson kommer sandsynligvis til at skifte træner. Allerede nu har familien Tauson sporet sig ind på, hvem der skal hjælpe med ’det næste hug’.

Sammenligningerne mellem Clara Tauson og Caroline Wozniacki har været mange, og de vil med største sandsynlighed fortsætte med at dukke op. Der er dog også punkter, hvor de to tennisprofiler adskiller sig fra hinanden.

Et af dem er på trænerfronten, hvor Clara Tauson ikke forventer at gå i Wozniackis fodspor ved at holde fast i sin far som træner.

- Jeg håber på, jeg kan få en rigtig dygtig, professionel træner og selvfølgelig have min far på sidelinjen. Det har Caroline også haft (en professionel træner, red.), men det har ikke virket for hende. Det kan være, det virker for mig, siger Clara Tauson til TV 2 SPORT.

Den nykårede vinder af juniorernes Australian Open håber, at hun hovedsageligt skal spille seniorturneringer i resten af 2019, hvor hun dog også vil deltage i store juniorturneringer. I det hele taget virker Clara Tauson ikke til at dvæle ved den øjeblikkelige succes som junior.

Ser mod Tjekkiet

Det gør hendes far og træner, Søren Tauson, heller ikke. Han har allerede sporet sig ind på, hvor hans egen afløser måske skal findes.

- Vi har et stærkt team omkring Clara, som virker rigtig godt nu, men vi tænker også på, om det er tilstrækkeligt til det næste hug også. På et tidspunkt kunne det bestemt blive aktuelt at tage noget professionel WTA-erfaring inde i teamet, siger Søren Tauson til TV 2 SPORT.

- Det er ’bare’ at kigge på ranglisterne. Hvor sker tingene? På damesiden sker der meget i Tjekkiet og andre lande deromkring. Det er der, man skal kigge hen, hvis man skal have gode ideer.

Efter sejren i Australian Open rykkede Clara Tauson op som nummer et på juniorernes rangliste. Dermed er hun en placering bedre, end Wozniacki var som junior. Heller ikke dér er der fuldstændig lighed mellem de to største profiler i dansk tennis.

Torsdag aften blev Clara Tauson i øvrigt tildelt C WorldWide Talentprisen, der sikrer hende 50.000 kroner. Hun modtog prisen for andet år i træk sammen med Holger Rune.

Kæmpetalentet hyldes ved C World Wide-talentprisen. Her kan du høre ordene fra den unge tennisstjerne. Video: Frida Marie Bertelsen