Danmark taber til Rusland efter nederlag til Tauson og Barritza

Både Clara Tauson og Karen Barritza tabte til russiske modstandere, og dermed er Danmark bagud med 0-1.

Den bare 16-årige Clara Tauson kom ud på en af sine største tennisoplevelser indtil videre i karrieren.

Torsdag spillede danskeren nemlig sin første kamp mod en spiller fra senior-niveau, da hun repræsenterede Danmark i den første kamp ved Fed Cup. Den russiske modstander blev for hård for Tauson, der tabte i to sæt.

- Jeg spillede rigtig godt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Hun er heldig på nogle tidspunkter i første sæt, hvor jeg nok skulle have vundet, siger Tauson i en pressemeddelelse.

- Jeg kan tage det med fra kampen, at jeg har spillet lige op med en, der har ligget nummer 50 i verden.

Rusland og 21-årige Natalia Vikhlyantseva, der er nummer 109 på WTA-ranglisten, havde det faktisk svært mod danskeren fra starten af kampen. Tauson var ovenpå og var både foran med 4-1 og 5-2. Danskeren var sikker i sine slag og levnede ikke mange chancer til russeren. Men danskeren begyndte at lave fejl og gik ned.

Russeren halede ind, og første sæt skulle afgøres i tiebreak. Her var Vikhlyantseva sikker, og hun tog sejren i første sæt, selvom danskeren var foran.

Clara Tauson blev frustreret, da en bold ikke blev kaldt ude, som danskeren mente, at den var. Video: TV 2 SPORT

Og frustationen var tydelig at mærke hos den unge dansker, da slagene svigtede. Ved en point til 4-1 i tiebreaket blev en bold ikke dømt inde, som danskeren mente var langt ude. Hun lod sin frustration gå ud over dommeren, som vinkede afværgende. Vikhlyantseva fortsatte sit gode spil i andet sæt, og Tauson tabte pusten. Danskeren tabte andet sæt med 1-6.

I den anden singlekamp kom danske Karen Barritza på en umådelig svær opgave, da verdens nummer 14, Daria Kasatkina, ventede.

Russeren startede bedst ud med at vinde første sæt med 6-0. Danskeren kom bedre med i andet sæt, men måtte alligevel se sig slået med 6-4. Dermed tabte Danmark altså til Rusland i første kamp.

Fredag venter Danmarks anden Fed Cup-kamp, hvor modstanderen denne gang er Polen, der også er værtsnation.

Caroline Wozniacki er ikke en del af det danske hold ved Fed Cup. Tennisstjernen, der sidste år fik konstateret leddegigt, meldte tidligere på ugen afbud, efter at hun ikke havde reageret godt under træningerne op til turneringen.