Begge verdensettere er færdige i Indian Wells

16x9
Både Naomi Osaka og Novak Djokovic er ude af Indian Wells. Foto: JOHN G. MABANGLO / MATTHEW STOCKMAN / Ritzau Scanpix

Både Naomi Osaka og Novak Djokovic er ude af den store turnering i Indian Wells.

Verdensetteren fra Japan og forsvarende mester Naomi Osaka er højst overraskende ude i fjerde runde af WTA-turneringen i Indian Wells i Californien.

Tirsdag aften lokal tid blev hun slået ud af schweizeren Belinda Bencic med de overbevisende cifre 6-3, 6-1.

21-årige Osaka var ellers topseedet i turneringen, og det var første gang i sin karriere, at hun skulle forsøge at forsvare en titel.

Belinda Bencic, som fyldte 22 år i søndags, var en spirende stjerne, da hun i 2015 vandt to titler. Men kort efter blev hun tvunget til at sætte sin karriere på standby som følge af en række ryg- og håndledsskader.

Nu ser hun dog ud til at være tilbage på rette spor. Hun er rangeret som nummer 23 i verden, efter at hun vandt WTA-turneringen Dubai Duty Free Championship i sidste måned.

Her slog hun verdens nummer to, tjekkiske Petra Kvitová, i finalen 6-3, 1-6, 6-2.

Efter sin 66 minutter lange kamp mod Naomi Osaka tirsdag skal Belinda Bencic nu kæmpe om en semifinaleplads i Indian Wells. I kampen om en plads i semifinalen møder hun enten den femteseedede Karolína Plísková eller Anett Kontaveit fra Estland.

Djokovic tabte til tysker

Verdensetteren Novak Djokovic er overraskende hurtigt ude af tennisturneringen BNP Paribas Open i Indian Wells.

I tredje runde natten til onsdag måtte den topseedede serber se sig besejret af tyske Philipp Kohlschreiber, der vandt 6-4, 6-4.

35-årige Kohlschreiber, der rangerer som nummer 39 i verdenen, havde aldrig tidligere i karrieren slået en verdensetter, hvilket gjorde oplevelsen til noget specielt.

- Det er et særligt øjeblik. Selvfølgelig nyder jeg altid at møde topspillerne, men for det meste slår de jo én.

- Det er ret utroligt for mig at slå Novak, der er nummer et og topseedet her, siger Philipp Kohlschreiber.

I næste runde skal han op imod franske Gaël Monfils.

Også verdensranglistens nummer syv, japanske Kei Nishikori, er ude af turneringen, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Nishikori tabte i tredje runde til polske Hubert Hurkacz, der vandt 4-6, 6-4, 6-3. Hurkacz er helt nede som nummer 67 på ranglisten.

Wozniacki tabte første kamp

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki røg allerede i weekenden ud af Indian Wells, der rangerer lige under de fire grand slamturneringer.

Her tabte hun til russeren Ekaterina Alexandrova i tre sæt med cifrene 5-7, 6-2 og 5-7.

Det var Wozniackis første kamp, siden hun blev slået ud af Australian Open i januar.

Siden har danskeren været i Mellemøsten for at deltage i WTA-turneringer i Doha og Dubai, men begge gange måtte hun trække sig på grund af sygdom.