Wozniacki er sikkert videre i Miami

Caroline Wozniacki er klar til fjerde runde ved WTA-turneringen i Miami efter en sejr over Monica Niculescu.

Det kører for Wozniacki ved Miami Open.

Lørdag afgjorde hun igen en kamp i to sæt. Denne gang gik det ud over rumænske Monica Niculescu, som blev besejret med 6-4 og 7-6. Tiebreaket i andet sæt vandt Wozniacki med 7-4.

Dermed er danskeren klar til fjerde runde, hvor hun møder taiwanesiske Hsieh Su-wei, som er nummer 27 i verden. Taiwaneren besejrede lørdag verdens nummer et, Naomi Osaka.

Caroline Wozniacki – Monica Niculescu: 6-4, 7-6 (7-4)

  • Wozniacki: Nummer 13 i verden
  • Niculescu: Nummer 138 i verden
  • Wozniacki lavede fire serveesser

Caroline Wozniacki efter kampen: - Jeg begyndte godt og aggressivt. Lige pludselig tabte jeg min rytme. Det er det, hun gør så godt. Hun varierer rytmen virkelig godt. Man tror, pointet er slut tre gange, men det er det aldrig. Til slut tabte jeg min rytme, men jeg var bare nødt til at holde fast.

Wozniackis sejr i tal.
Wozniackis sejr i tal. Foto: WTA/TV 2

Referat

Af Ritzau

Lørdag aften dansk tid vandt den danske tennisspiller 6-4, 7-6 over rumænske Monica Niculescu og snuppede dermed sin anden sejr i træk i WTA-turneringen Miami Open.

Sejren bringer hende i fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen i den store turnering.

Her kunne verdensetteren, Naomi Osaka, have ventet, men den japanske tennisstjerne tabte lørdag i tre sæt til Hsieh Su-wei fra Taiwan.

Wozniacki er i gang med sin blot anden turnering siden nederlaget til Maria Sharapova i Australian Opens tredje runde i januar.

Fredag tankede hun selvtillid, da hun besejrede Aliaksandra Sasnovich i to sæt. Og lørdag fik hun endnu mere at glæde sig over, da hun fra start tog føringen mod Niculescu.

Rumæneren spiller med en speciel stil, hvor hun for det meste slicer bolden i stedet for at slå igennem med forhånden. Til gengæld er der drøn på, når hun forsøger at vinde bolden med sin dobbelte baghånd.

Det viste hun gentagne gange i lørdagens kamp, og Wozniacki forsøgte at udnytte det til egen fordel. I nogle situationer med mere held end i andre.

Wozniacki brød rumænerens serv to gange i første sæt. Den sidste af gangene sørgede hun med en god forhånd for et servegennembrud, der samtidig sikrede Wozniacki første sæt.

Wozniacki er halvvejs sejren i sin kamp ved Miami Open. Video: TV 2 SPORT

Den danske tennisstjerne kom igen godt ud af starthullerne i andet sæt. Hun bragte sig på 2-0, før hun med et par dårlige beslutninger lukkede Niculescu tilbage ind i kampen.

Spillerne fulgtes ad, før Wozniacki brød til 5-3. På papiret et genialt tidspunkt med henblik på sejren, men på en sløj forhånd i nettet fra Wozniacki brød Niculescu tilbage.

Ved stillingen 6-5 i Wozniackis favør fulgte et dramatisk parti, der bølgede frem og tilbage.

Det lykkedes Niculescu at presse sættet ud i en tiebreak, hvor Wozniacki hurtigt kom på 6-0. Rumæneren gjorde det spændende, men med et slag på linjen trak Wozniacki det længste strå.