Clara Tauson vinder femte turnering i træk

16x9
(arkiv) 16-årige Tauson har vundet 27 kampe i træk. Foto: William West / Ritzau Scanpix

Den 16-årige dansker blev presset i finalen i ITF-seniorturneringen W15 Xiamen.

2019 har udelukkende budt på sejre for det 16-årige danske stortalent Clara Tauson.

Søndag morgen dansk tid vandt hun finalen i ITF W15 Xiamen i Kina med finalesejr på 2-6, 6-3, 6-2 over kinesiske Meiqi Guo, der er tre år ældre end danskeren.

Tauson står nu noteret for 27 sejre i træk - og 5 turneringssejre i træk på tværs af junior- og seniorturneringer.

ITF W15 Xiamen rangerer som en af de mindre turneringer i ITF-regi, der sorterer under det største tennisforbund, WTA.

Turneringen har en samlet præmiepulje på knap 100.000 kroner, og der er ingen point til WTA-ranglisten for sejren.

Det var der til gengæld i sidste uge, hun vandt ITF W60-turneringen i Shenzhen, der gav 80 point til ranglisten og sendte Tauson i nærheden af top-400.

Clara Tauson indledte året med at vinde en optaktsturnering til årets første Grand Slam, Australian Open, hvor Tauson deltog i juniorrækken.

Hun vandt Australian Open, og siden har hun spillet tre seniorturneringer i Monastir, Shenzhen og Xiamen, som alle er blevet vundet.