Succestræner får nyt job efter fyring

16x9
Sascha Bajin giver gode råd til Naomi Osaka under WTA-turneringen i Indian Wells i marts 2018. Foto: Jeff Gross / Ritzau Scanpix

Sascha Bajin, der blev kåret som årets tennistræner i 2018, har fået nyt job. Tidligere i år blev han fyret af Naomi Osaka.

En af de mest succesrige trænere bliver igen en fast del af WTA Touren.

Sascha Bajin, der sidste år blev kåret som den bedste træner på touren, skal fremover hjælpe franske Kristina Mladenovic mod toppen. Det fortæller hun på Twitter.

- Jeg er virkelig glad for at kunne annoncere mit nye samarbejde med Sascha Bajin. Velkommen på holdet, træner, skriver hun.

Kristina Mladenovic ligger i øjeblikket nummer 66 på verdensranglisten over singlespillere. I double ligger hun nummer tre. Franskmandens bedste singleplacering er nummer ti. Det var i oktober 2017.

Samarbejdet mellem Mladenovic og Bajin blev testet ved Miami Open i marts 2019. Efter en prøveperiode har de besluttet sig for at etablere et fast samarbejde.

Fyret efter stor succes

Sascha Bajin har tidligere været hittingpartner for Caroline Wozniaci og Serena Williams. Senest har han trænet verdensetteren Naomi Osaka, som i løbet af deres samarbejde vandt både US Open og Australian Open. Det var hendes første Grand Slam-sejre.

I februar besluttede verdensetteren Osaka dog at stoppe samarbejdet med Sascha Bajin. Ved den lejlighed fortalte hun, at det skyldtes, at hun havde mistet glæden ved tennis, selvom hun havde stor succes på banen.

- Hvis jeg ikke er glad, når jeg vågner om morgenen, og ser frem til at træne, eller nyder at være sammen med folk omkring mig, må jeg gøre noget. Jeg kommer ikke til at ofre glæden kun for at beholde en person omkring mig, siger Osaka til BBC.

Naomi Osaka lå nummer 72 på verdensranglisten, da hun indledte sit samarbejde med Bajin. I skrivende stund ligger hun nummer et.

Osaka mødte pudsigt nok Kristina Mladenovic i sin første kamp efter bruddet med Bajin. Ved den lejlighed vandt Mladenovic 6-3, 6-3 ved WTA-turneringen i Dubai. Osaka fik dog revanche nogle uger senere, da de mødtes igen ved Indian Wells.