Kontroversiel tennisspiller kaster med stol og forlader banen i raseri

16x9
Nick Kyrgios følte sig bortdømt i anden runde af ATP-turneringen i Rom. Foto: Andreas Solaro / Ritzau Scanpix

Australske Nick Kyrgios følte sig snydt af dommeren i kampen mod norske Casper Ruud.

- Det er det værste og mest usportslige, jeg nogensinde har set på en tennisbane.

Sådan siger mor Lele Cathrine Ruud til NRK efter sønnens møde med Nick Kyrgios ved anden runde af ATP-turneringen i Rom torsdag eftermiddag.

Fra sin plads på tribunen kunne hun i tredje og afgørende sæt se den kontroversielle australier forlade banen i raseri over kampens dommer. Kort forinden havde Casper Ruud udlignet Nick Kyrgios' break, så stillingen var 2-1 til nordmanden.

Inden Nick Kyrgios forlod banen, havde han kastet en havestol ind på banen. Efter udvandringen blev han diskvalificeret.

- Det var så dramatisk, som vi havde spået på forhånd. Det er lidt overraskende - og så alligevel ikke. Han er jo helt ustabil, siger Christian Ruud, der er både er far og træner til Casper.

Allerede i første sæt havde Nick Kyrgios fået en advarsel af dommeren.

Den 24-årige australier var blandt andet utilfreds med, at tilskuere og personale opholdt sig for tæt på banen, beretter Christian Ruud til TV 2 Norge.

Bøde på 20.000 euro

Torsdag aften skriver ATP, at Nick Kyrgios er blevet straffet for episoden.

Han skal betale 20.000 euro svarende til knap 150.000 kroner for sin opførsel.

Derudover skal Nick Kyrgios tilbagebetale godt 250.000 kroner, som han har fået i præmiepengene for sin deltagelse i turneringen i Rom. Også de 45 verdensranglistepoint, som australieren har tjent for at nå anden runde, bliver annulleret.

På Instagram har Nick Kyrgios forklaret sig.

- Meget begivenhedsrig dag for at sige det mildt. Følelserne fik overtaget i mig, og jeg vil bare sige, at atmosfæren var sindssyg derude i dag. Bare super uheldigt at det endte sådan.

- Undskyld Rom, vi ses igen - måske, skriver Nick Kyrgios på Instagram torsdag aften.

Flere karantæner bag sig

Nick Kyrgios har haft flere negative sager i sin relativt korte karriere.

Mange husker nok bedst den fra 2015, hvor tennistalentet i et opgør mod Stanislas Wawrinka sagde følgende til schweizeren:

- Kokkinakis knalder din kæreste - jeg er ked af at sige det, lød det fra Kyrgios, der henviste til, at den australske tennisspiller Thanasi Kokkinakis havde været sammen med den kvindelige tennisspiller Donna Vekic, som Stanislas Wawrinka angiveligt havde et forhold til.

Det kostede en karantæne på 28 dage og en bøde på 167.000 kroner.

Det er faktisk heller ikke første gang, at Nick Kyrgios forlader en igangværende kamp.

I 2016 gav han op og gik fra banen midt i en duel ved en ATP-turnering i Shanghai. 196.000 kroner kostede det Nick Kyrgios, der dog blev tilbudt at få den nedsat, hvis han indvilligede i at gå til psykolog.

Sidste år fik han en straf for at lave en onani-bevægelse på en vandflaske under et sidebytte. Bøden lød på mere end 100.000 kroner.

Nick Kyrgios er aktuelt nummer 36 på verdensranglisten og har tidligere været tæt på top 10. Casper Ruud er nummer 76.

I fjerde runde møder han Juan Martin del Potro.