Nadal brokker sig over udsigt til dårlig Wimbledon-seedning

16x9
Rafael Nadal er utilfreds med Wimbledons specielle seedningsystem. Foto: Andrew Couldridge / Ritzau Scanpix

Rafael Nadal brokker sig over Wimbledons specielle seedningsystem, selvom seedninger først bliver gjort officiel onsdag.

Husk, at du kan følge hele Wimbledon på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Der er mindre end en uge til, at starten går på verdens største og mest ikoniske tennisturnering, Wimbledon.

I øjeblikket er Caroline Wozniacki og tennissportens andre profiler på både kvinde- og herresiden i gang med de sidste forberedelser til turneringen, der skal afvikles for 133. gang.

Selvom der stadig er lidt mindre end en uge til starten går på det grønne græs i London, så ser flere frem til den store turnering. Også den spanske stjerne Rafael Nadal, der er utilfreds med seedningsystemet i Wimbledon.

Årsagen skal findes i, at Wimbledon som den eneste turnering i verden har deres eget seedningssystem, der ikke kun tager højde for verdensranglisten. Det skubber med al sandsynlighed den spanske grusspecialist ned som tredjeseedet, selvom han er nummer to på verdensranglisten, når Wimbledon præsenterer seedningerne officielt onsdag.

- Det handler ikke kun om mig. Der har været mange situationer gennem årene, hvor spillere har spillet godt på alle andre underlag, men Wimbledon respekterer ikke placeringen på verdensranglisten, som spillerne har opnået, udtaler Rafael Nadal.

- Det betyder, at jeg skal forbi enten Roger Federer eller Novak Djokovic for at komme i en finale. Jeg synes ikke, det er en god ting, at Wimbledon er den eneste turnering med sit eget seedningsystem, uddyber spanieren.

Netop den suveræne serber Novak Djokovic bliver seedet som nummer et i turneringen, som han sigter efter at vinde for femte gang i karrieren.

Mens Roger Federer grundet flere optjente point i græsturneringer formentlig skubber Rafael Nadal ned til 'kun' at være seedet til en plads i semifinalen, når Wimbledon onsdag offentliggør seedningerne.

Wozniacki formentlig seedet som nummer 14

Også hos kvinderne har de kloge tennishjerner regnet sig frem til seedningerne, selvom de ikke er offentliggjort af Wimbledon selv endnu.

Her bliver det store danske håb i kvindernes række, Caroline Wozniacki, seedet som nummer 14. En seedning, der modsat Rafael Nadal, matcher hendes placering på verdensranglisten.

Hvis danskeren lever op til den seedning, tangerer hun sin bedste præstation i Wimbledon ved at nå frem til fjerde runde.

Netop fjerde runde har været endestationen for den danske stjerne hele seks gange tidligere. Senest i 2017.

Den topseede hos kvinderne bliver den nykårede French Open-vinder og nummer et i verden, australske Ashleigh Barty, der kan se frem til et møde med japanske Naomi Osaka i finalen, såfremt Wimbledon-seedningerne holder. Den tidligere verdensetter Serena Williams får seedning som nummer 11.

Caroline Wozniacki er ikke det eneste danske islæt i den prestigefyldte turnering. I herredouble opnår Frederik Løchte Nielsen en seedning som nummer 16 sammen med sin hollandske makker Robin Haase.

I juniorturneringen stiller Holger Rune ligeledes til start med drømmen om en ny Grand Slam-titel, her foreligger der endnu ikke nogen seedninger.

Onsdag offentliggør Wimbledon officielt seedningerne til dette års turnering.

Kvindernes seedninger baseret på udregning

  1. Ashleigh Barty
  2. Naomi Osaka
  3. Karolina Plisokva
  4. Kiki Bertens
  5. Angelique Kerber
  6. Petra Kvitova
  7. Simona Halep
  8. Elina Svitolina
  9. Sloane Stephens
  10. Aryna Sabalenka
  11. Serena Williams
  12. Anastasija Sevastova
  13. Belinda Bencic
  14. Caroline Wozniacki
  15. Wang Qiang
  16. Marketa Vondrousova

Herrernes seedninger baseret på udregning

  1. Novak Djokovic
  2. Roger Federer
  3. Rafael Nadal
  4. Kevin Anderson
  5. Dominic Thiem
  6. Alexander Zverev
  7. Stefanos Tsitsipas
  8. Kei Nishikori
  9. John Isner
  10. Karen Khachanov
  11. Daniil Medvedev
  12. Fabio Fognini
  13. Marin Cilic
  14. Borna Coric
  15. Milos Raonic
  16. Gael Monfils