Et historisk publikum var vidne, da gadedrengen vandt Wimbledon

Wimbledon-finalen i 2001 mellem Pat Rafter og Goran Ivanišević var historisk på flere måder.

Se flere unikke historier fra Wimbledons lange historie på TV 2 PLAY.

- Alle finaler i Wimbledon er specielle og unikke at komme ind at se. Men den her finale var helt utrolig, husker TV 2 SPORTs tennisekspert Michael Tauson.

Året er 2001. Græsset er som altid grønt, om end plænen på Center Court er godt slidt efter to ugers tennis. Alligevel er intet som nogen tidligere finale ved den ikoniske tennisturnering.

Manuskriptet kunne ikke skrives bedre

Michael Tauson om Goran Ivanisevic' Wimbledon 2001

På den ene side af det hvide net står Pat Rafter, der året forinden ligeledes stod i finalen, men det er ikke australieren, der er den store historie. Modsat Rafter står kroatiske Goran Ivanišević i sin fjerde Wimbledon-finale.

De tre første blev tabt til stjernerne Andre Agassi og Pete Sampres, men at kroaten overhovedet skulle nå til finalen i 2001 som nummer 125 i verden og på et wild card, var der ingen, der havde set komme.

- Der var ikke rigtig nogen, der troede på ham. Hvis nu det hele flasker sig, så kunne han nå langt, men man tænkte overhovedet ikke på ham som en mulig vinder, fortæller TV 2 SPORTs tennisekspert Michael Tauson.

Men den langlemmede kroat fik modbevist alle. På vejen til finalen slog han verdensranglistens nummer et, Carlos Moya, mens også stjernerne Andy Roddick, Marat Safin måtte se sig besejret, inden briternes håb Tim Henman måtte se sig slået i en utrolig semifinale, der grundet regn blev spillet over tre dage.

- Ivanišević var en fantastisk tennisspiller. Utrolig talentfuld. Men også en gadedreng og en spiller med et utrolig temperament. Men når det kørte for ham, så havde han nok verdens bedste serv. Han var altid farlig, husker Michael Tauson den hårdtslående kroat.

Goran Ivanisevic i vild jubel efter sejren i semifinalen over Tim Henman.
Goran Ivanisevic i vild jubel efter sejren i semifinalen over Tim Henman. Foto: Ian Waldie / Scanpix Nordfoto

Et historisk publikum

Som om det ikke var historisk nok, at Wimbledon-finalen for første gang skulle have deltagelse af en wild card-spiller, så blev finalen også spillet om mandagen, grundet voldsomt regnvejr på den normale finaledag, søndag.

Det betød også, at billetterne blev sat til salg på ny.

- Det gav en fuldstændig anden finale. Der var en stemning på et helt andet niveau, erindrer Michael Tauson, der kommenterede finalen for TV 2 sammen med Flemming Toft.

I det klassiske og påkrævede hvide tøj indtog Rafter og Ivanišević tennissportens helligste katedral. Centre Court på Wimbledon.

Kroaten med et lille slik om munden. Sulten efter endelig at nå til tops. Australske Rafter med et fokuseret blik som få.

- Spillerne der... Ind til en fuldstændig fantastisk kulisse. Det er helt outstanding det her. Jeg vil klart våge den påstand og sige, at sådan havde det ikke været, hvis de havde spillet finalen efter planen. Det er et helt andet publikum. Det bliver godt, lød kommentator Flemming Tofts ord, da spillerne gik på banen.

Toft skulle få ret.

Det normalt stille, respektfulde og korrekte engelske publikum var blevet erstattet af højtråbende australiere og kroater fuld af farver. Regler og etikette var glemt. Quiet please var erstattet af råb og skrig.

- Jeg har aldrig oplevet, at publikum begyndte at synge selv. Men det gjorde de altså i 2001. Hårene rejste sig og Flemming og jeg kiggede på hinanden og sagde: 'Er det her virkelig en Wimbledon-finale?'. Det var nærmest en fest på Centre Court, fortæller Michael Tauson.

Goran Ivanisevic måtte kæmpe for hver en bold i finalen mod Pat Rafter.
Goran Ivanisevic måtte kæmpe for hver en bold i finalen mod Pat Rafter. Foto: Ian Waldie / Scanpix Nordfoto

Tårer af guld

Festen i første sæt blev primært kroatisk. Goran Ivanišević fortsatte sine to ugers overraskelser og tog første stik med 6-3.

Men Pat Rafter og de australske tilskuere fik mest at juble over i andet sæt, der endte i australsk favør med 6-3. Tredje og fjerde sæt endte på samme måde. Et kroatisk, og et australsk.

Selvfølgelig, fristes man til at sige, skulle finalen afgøres i et femte og nervepirrende sæt. Her spilles der normalt til seks, men de to spillere skulle bruge ekstra partier for at få afgjort, hvem der skulle løfte det eftertragtede trofæ.

Ved stillingen 8-7 i femte sæt lykkedes det så for den kroatiske gadedreng at få afgjort kampen. En slicet serv ud af banen gjorde forskellen. Rafter smed returneringen i nettet. Goran Ivanišević kaster sig i græsset. Kvalt i gråd.

Pat Rafter i kærlig omfavnelse af Goran Ivanisevic efter finalen.
Pat Rafter i kærlig omfavnelse af Goran Ivanisevic efter finalen. Foto: Kieran Doherty / Scanpix Nordfoto

- Så var den der. Triumfen er fuldbyrdet for den 29-årige kroat. Han er grædefærdig. Det er farmand også. Kæmpe triumf. Og Rafter... Prøv at se det billede her. Hvor er det godt, hvor er det godt, sagde Flemming Toft med henvisning til det dybtfølte kram mellem Rafter og Ivanišević ved nettet efter kampen.

Goran Ivanišević havde gjort det umulige. Vundet Wimbledon på et wild card. Foran et publikum ulig noget andet, der nogensinde var set ved den ikoniske turnering.

- Manuskriptet kunne ikke skrives bedre. Det var helt fantastisk. Ingen havde regnet med det, ikke engang ham selv. Det var en fantastisk oplevelse. En helt utrolig finale, fortæller Michael Tauson.