Må aflyse polterabend på Ibiza efter uventet succes

Roberto Bautista Agut skulle egentlig have festet med venner på Ibiza, men det ændrede en kvartfinalesejr på.

Det er de færreste, der ville takke nej til en skøn sommerferie på den spanske ø Ibiza. Endnu færre vil lave om i planerne for en polterabend, når de først er på plads.

Men for tennisspilleren Roberto Bautista-Agut var det ikke så svært at ringe til sine venner og melde afbud til de planlagte begivenheder på Ibiza.

Onsdag eftermiddag spillede han sig nemlig i semifinalen ved Wimbledon. Det giver ham karrierens største kamp på fredag mod Novak Djokovic på Centre Court og en udsat sommerferie.

- Jeg havde planlagt at være på Ibiza lige nu. Vi havde alt planlagt. Seks af mine bedste venner er der allerede. Men det føles trods alt bedre at være her i London, fortalte spanieren på pressemødet efter sin sejr i kvartfinalen over Guido Pella.

Pladsen i semifinalen er altså kommet noget bag på verdensranglistens nummer 22, der havde forventet sol og kolde drinks ved poolen med gode venner.

Den første Grand Slam-semifinale i karrieren til den 31-årige spanier har dog ikke kun fået ham selv til at ændre planer. De gode venner rykker selvfølgelig ferien til London for at bakke op.

- Jeg er meget glad. De flyver hertil på fredag, afslører spanieren.

Roberto Bautista Agut havde ikke regnet med, at han ville spille sig i semifinalen ved Wimbledon.

Det eneste, der står mellem Roberto Bautista-Agut og en finaleplads i Wimbledon, er verdensranglistens nummer et, Novak Djokovic.

Modsat mange andre spillere har spanieren et godt tag på serberen, som han har slået i de to seneste kampe. Derfor tror Roberto Bautista-Agut selvfølgelig på sine egne chancer.

- Jeg har spillet rigtig godt. Det er en stor mulighed at spille en semifinale. Jeg kan godt lide at spille mod folk som Novak. En spiller med mange lange dueller, fortæller spanieren.

Du kan se, om Roberto Bautista-Agut nok engang må udsætte sin ferie, når han fredag spiller semifinale mod Novak Djokovic. Hvis Agut vinder endnu engang, forlænger han nok deres ophold. Med præmiepengene ved Wimbledon skulle der i hvert fald gerne været råd til endnu et par nætter i den engelske hovedstad.

Agut fordoblede sine præmiepenge, da han spillede sig i semifinalen.
Agut fordoblede sine præmiepenge, da han spillede sig i semifinalen. Foto: TV 2 SPORT

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender kampen.