Wimbledon-overraskelse sætter bizar rekord i sin 'måske sidste sæson'

Barbora Strycova har spillet sig i sin første Grand Slam-semifinale som den ældste i historien. Det er sket i en sæson, der måske er hendes sidste.

Hele 52 gange har tjekkiske Barbora Strycova stillet op ved en af tennissportens fire største turneringer, Grand Slams.

Aldrig er det lykkedes verdensranglistens nummer 54 at spille sig frem til en semifinale. Lige indtil det 53. forsøg ved dette års Wimbledon, hvor den 33-årige tjekke højest overraskende er klar til sin første semifinale i karrieren.

De 33 år gør hende samtidig til den ældste spiller nogensinde i den professionelle tennis tidsregning til at komme i sin første semifinale, i det Strycova tidligere har beskrevet som sin 'måske sidste sæson'.

- Jeg har sagt, at jeg måske stopper efter denne sæson. Jeg har aldrig sagt, at jeg gjorde det med sikkerhed, forklarede Strycova de nysgerrige journalister, der tog det for givet, at hun var i gang med sit sidste Wimbledon.

Uanset om det er tjekkens sidste sæson eller ej, så er hun ikke selv lige så overrasket som resten af tennisverdenen over, at hun nu står i en semifinale ved verdens mest prestigefyldte tennisturnering.

- Det har altid været min drøm at spille godt i Wimbledon. At det sker i den her alder er utroligt, fortæller Barbora Strycova.

- Jeg satte et mål i begyndelsen i af denne sæson om, at Wimbledon var turneringen, jeg virkelig gerne ville spille godt i. Det sker alt sammen lige nu, det er ret fantastisk. Det viser, at hvis du tror på tingene, så kan alt ske.

Torsdag går Barbora Strycova, der tidligere har vundet OL-bronze i double, så på banen til karrierens største kamp.

På den anden side af nettet står den i mange så suveræne Serena Williams, der er på jagt efter sin 24. Grand Slam-titel.

- Jeg er ikke bange for at skulle møde Serena. Jeg vil bare virkelig forsøge at gøre mit bedste, og jeg vil kæmpe så meget, jeg kan. Hun er en fantastisk mester og en fabelagtig atlet, siger Barbora Strycova.

Se kampen mellem Serena Williams og Barbora Strycova direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY torsdag.