Ralf Pedersen hjem til Viborg FF

16x9

Han forlod klubben i 2004, men nu vender Ralf Pedersen tilbage til Viborg FF, hvor han spillede fra 1994-2004, inden han skiftede til Randers.

Randers-anføreren er med øjeblikkelig virkning blevet solgt til Viborg, hvor han har skrevet under på en kontrakt på halvandet år.

"Jeg har haft fire fantastiske år i Randers FC, men jeg er efterhånden kommet til det punkt, hvor jeg føler, at min mission er fuldført. Samtidig har jeg på det seneste følt, at jeg var ved at løbe tør for udfordringer. Dem får jeg til gengæld nye af i Viborg FF, som jeg gerne vil være med at at spille op i SAS Ligaen igen," siger Ralf Pedersen.

I Viborg betegner sportschef Steffen Højer indkøbet som et scoop.

"Ralf kan, som fodboldspiller og person, tilføre ethvert hold i Danmark utrolig meget sikkerhed og så meget fighterindstilling i de bagerste rækker. Jeg er ikke i tvivl om, at han var den sidste puslespilsbrik, som holdet manglede i denne sæson," siger Steffen Højer.

Randers FC har som afløser for Ralf Pedersen hentet skotten Steven Pressley, der senest har spillet i Celtic. Kontrakten løber dog kun frem til årsskiftet, da Randers FC til den tid får indlemmet svenske Bobbie Friberg da Cruz i truppen.

"Det har været et stort ønske for Ralf at afslutte karrieren i Viborg FF. Vi havde gerne set ham blive i Randers FC indtil hans kontraktudløb efter denne sæson, men dels var det et brændende ønske fra Ralfs side at vende hjem, dels kan vi retfærdiggøre skiftet med, at vi har forhandlet os frem til en god pris med Viborg FF," siger Randers-direktør Jacob Nielsen.