Aalborg DH raser over Prokop-dom

16x9

"Jeg synes, at prisen for, hvad der kaldes den værste håndboldhandling i nyere tid er blevet alt for billig."

Så klar er udmeldingen fra Aalborg DH's direktør Jan Hansen, efter at det mandag stod klart, at den østrigske håndboldleder og træner i Hypo Niederöstereich Gunnar Prokop får sin straf for en tackling af en modstander i en Champions League-kamp betydeligt reduceret.

Prokop slipper nu med blot et års karantæne fra europæisk håndbold, forbuddet mod at deltage i EHF-organer bliver ophævet, og klubbens og trænerens pengebøde bliver sænket.

Ingen konsekvens for Prokop
"Konsekvensen udebliver simpelthen på trods af en særdeles grov forseelse. Jeg håber ikke, at der er andre, der begynder at spekulere i, at de kan slippe billigt af sted med at afgøre kampe på uregulær vis. Men har man pengene, så kan man åbenbart," siger Aalborg DH-direktøren.

I forrige weekend mødte det nordjyske mandskab Hypo Niederösterreich, og på trods af Prokops straf var han alligevel at finde lige bag ved den østrigske bænk, hvor han kunne råbe dessiner ind til sine spillere.

"Det sender et klart signal om, at EHF er bange for at tage konsekvensen af de handlinger, der foregår rundt omkring i forhold til de regler og straffe, som man uddeler. Man ser igennem fingre med ting og siger et, men gør noget andet. Det, synes jeg, er sørgeligt."

EHF er for bløde
Jan Hansen mener, at EHF er for bløde.

"Man er ikke dygtig nok til at opretholde regelsættet og overholde de straffe, der gives. Det, synes jeg, er ærgerligt for sporten. Der skal slås hårdt ned på de ulovligheder, der foregår."

Hvis straffene ikke håndhæves, er der jo ingen grund til at have et regelsæt. Så bliver det i sidste ende anarki, hvor den stærkeste overlever, og dermed ulige konkurrencevilkår - og det er jo ikke det, som sporten har brug for."