Rossen og Eastgate side om side

To danske berømtheder inden for hver deres branche spillede sig fredag helt frem blandt de 24 sidste ved European Poker Tour, og har dermed begge en realistisk chance for førstepræmien på 3,7 millioner kroner.
Den tidligere verdensmester i poker, Peter Eastgate, sluttede med 726.000 chips og sangeren Stig Rossen ved sin side.
De to danskere var placeret ved samme bord fle-re gange i løbet af dagen, og Rossen viste at han kunne sidde med blandt de bedste, hvilket hans mere end 500.000 chips beviste.
"Jeg er ovenud lykkelig. Det har været en rutsjebanetur for mit vedkommende i dag, men jeg er meget tilfreds, og håber at fordoble min chipsstak i morgen på vej mod finalebordet," sagde Rossen til de forsamlede medier.
Peter Eastgate var også godt tilfreds med dagens resultat, og har nu kurs mod endnu et EPT-finalebord, hvilket vil være det tredje inden for fem måneder.
"Det har været en god dag uden nogle specielt svære beslutninger, " sagde Eastgate til tv2.dk efter dagens solide arbejde på Casino Copenhagen.
Lørdag får de to prominente danskere igen fornøjelsen af hinandens selskab. Både Rossen og Eastgate er blevet placeret på bord 2 med landsmændene Jesper Petersen og Richard Løth.