Sport

Svimlende interesse for OL-billetter

To millioner mennesker har meldt sig som interesserede i at købe billetter til de kommende olympiske lege, der afholdes i London i 2012.

Dermed tyder alt på en succes, når arrangørerne til marts sætter de i alt 6,6 millioner billetter til salg.

Leder af organisationskomitéen Paul Deighton håber ikke, at den enorme mængde billetkøb kommer til at give problemer.

- Det er vigtigt, at alt kommer til at forløbe gnidningsløst til marts.

Overrasket over interessen

- Nu er der to millioner interesserede, og der er sikkert 2,5 millioner til marts, og vi skal have alle sammen ført over i vores billetsystem.

- Størrelsen på dette er ikke til at tro, siger Deighton.

De billigste billetter sælges for 20 pund svarende til 175 kroner, mens de dyreste sælges for 725 pund (6370 kroner). Det bliver blandt andet den pris, man skal betale for at se sprinterne løbe finale i 100-meter-løb.

1,3 millioner af billetterne bliver solgt med rabat til børn og pensionister.