Ny Esbjerg-træner tæt på panik

16x9

Ganske vist lykkedes det Esbjerg at hente den første Superliga-sejr i 13 kampe med 2-1 over FC Nordsjælland.

Men det startede rigtigt skidt for Jess Thorup, der tidligere på ugen overtog trænersædet fra Ove Pedersen.

Thorups spillere løb forvildede rundt umiddelbart efter, at FCN's Emil Lyng havde bragt hjemmeholdet på 1-0 efter bare 10 sekunder.

"Vi spillede med hovedet under armen i minutterne efter scoringen. Da var vi tæt på at gå i panik. Det var som om, at nogle af spiller føler, at de er nødt til at satse det hele på at udligne med det samme," siger den nybagte cheftræner i Esbjerg.

Det rekordhurtige føringsmål skabte også panik på trænersædet, erkender Thorup.

"Jeg havde spillet kampen igennem i hovedet de sidste par nætter. Men sådan en start havde jeg alligevel ikke forestillet mig," siger han.

Han er ikke i tvivl om, hvilken recept der i sidste ende gav vestjyderne de tre point med hjem fra Farum Park.

"Det var især en fantastisk arbejdsindsats. Vi kæmpede os virkelig tilbage i kampen, og der blev fightet over hele linjen, vurderer Jess Thorup.

Han glæder sig nu til to ugers landsholdspause til for alvor at sætte sit personlige præg på truppen.

Trods sejren har Esbjerg dog fortsat tre point op til netop FC Nordsjælland på den sjove side af nedrykningsstregen.