Beckenbauer revser Robbens ego

16x9
Arjen Robben får hårde ord med på vejen af Franz Beckenbauer, der er træt af hollænderens ego-manerer Foto: Scanpix

Selv om Bayern Münchens hollandske stjernespiller Arjen Robben er helt skadesfri og fodboldparat, har han de seneste to kampe været henvist til sydtyskernes udskiftningsbænk.

Men hvis den målfarlige wing skulle have brug for et trøstende klap på skulderen, er det næppe på døren til ærespræsident Franz Beckenbauers kontor, han skal banke.

Den tyske fodboldlegende er nemlig langt fra imponeret af Robbens attituder, og så er det mindre vigtigt, at hollænderen har lavet 33 mål i 50 bundesligakampe.

Hylder ikke holdkammeraterne
"Den manglende anerkendelse er han til dels selv skyld i. Som mange andre er han en egoist," siger Beckenbauer til det tyske sportsmedie Sky90.

"Alene reaktionen, når han engang imellem har en god aktion på banen eller laver et mål: Så løber han ikke hen til ham, der har spillet bolden til ham, men i stedet ud for at hilse på sin familie på tribunen," lyder observationen fra Beckenbauer.

Arjen Robben startede senest på bænken i Bayern Münchens 2-0-sejr hjemme over Kaiserslautern i lørdags.

Har et godt råd til Robben
Her kunne han se pladsen som højre midtbanespiller indtaget af den tyske landsholdsspiller Thomas Müller, der endda lavede et af sydtyskernes mål. Først efter en times tid blev der plads til Robben. Franz Beckenbauer har et godt råd til den bænkede dribler:

"På et tidspunkt tænker medspillerne: Jeg giver dig bolden, men du giver mig ingen anerkendelse til gengæld. Næste gang kan du selv erobre bolden. Han må tænke lidt mere på at stille sig i holdets tjeneste."

På trods af at Robben for tiden ikke er førstevalg i den tyske storklub, har bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge signaleret, at Bayern er klar til at forlænge hollænderens kontrakt, der udløber i 2013.