Henrik Andersen: Det gør stadig ondt

For præcis 20 år siden kunne de danske landsholdshelte, med Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Flemming Povlsen i spidsen, løfte EM_trofæet i Göteborg.
Men når man taler om Henrik Andersen er det ikke kun euforiske minder, man tænker på. De fleste fodboldinteresserede kender fortællingen om EM-semifinalen mod Holland og Andersens skæbnesvangre sammenstød med Marco van Basten, der efterlod danskeren skrigende i smerte op mod den svenske himmel med en smadret venstre knæskal.
Den dengang 27-årige Henrik Andersen var spået en lovende karriere i italienske Sampdoria, som dengang var interesseret i den danske fighter med de perfekte glidende tacklinger og det solide venstreben, som spillede i tyske FC Köln.
Men sådan skulle det ikke gå. Det grimme uheld var den første af flere slemme skader, der siden lagde hans karriere i ruiner. Og den dag i dag, plager EM-mindet ham stadig.
Min knæskal er kæmpestor
"Jeg kan stadig mærke smerter i knæet, f.eks. når jeg går op og ned af trapper. Så gør det ondt ligesom en slags gigt. Min knæskal er med tiden blevet kæmpestor, jeg tror den er blevet cirka 20 procent længere på grund af forkalkning og andre årsager," siger 47-årige Henrik Andersen til tv2.dk og fortsætter:
"Jeg ser naturligvis tilbage på EM, som min største sportslige triumf, men jeg ser det desværre også som starten på enden for mig. Efter EM var jeg ramt af et skadeshelvede i flere år, hvor jeg blandt andet fik en slem korsbåndsskade i højre knæ. Jeg har i dag ikke længere en menisk i det knæ, og det er en endnu værre smerte end EM_skaden. Jeg kan sagtens gå, men så snart jeg lægger vægt på højre ben, så føles det som at køre bil uden dæk, fordi stødpuden mellem knoglerne er væk," fortæller han.
Hørte knækket
Siden det famøse uheld i 92 har Henrik Andersen genset episoden flere gange på tv. Han siger selv, at det ikke rører ham at se det eller snakke om det, når folk spørger til knæet. For nylig så han dog en optagelse fra bag det danske mål.
"I det klip kan man ligefrem høre, hvordan knæskallen knækker. Det er virkelig ulækkert, så det vækkede alligevel nogle grimme minder," siger han.
Ingen finaler til Andersen
Henrik Andersen missede sin karrieres største kamp _ finalen mod Tyskland, men den var han faktisk gået glip af uanset skaden. Han havde nemlig fået sit andet gule kort i turneringen i en duel med hollændernes Ruud Gullit.
"Han filmede på det groveste, så det var selvfølgelig surt, at jeg allerede der vidste, at jeg var spærret i finalen. To år før var jeg også blevet spærret til en finale i Europa Cuppen, da jeg spillede for Anderlecht, så mig og finaler er åbenbart ikke noget godt match," joker Henrik Andersen
Han er dog overbevist om, at han ville have gjort en forskel mod tyskerne:
"Havde jeg været med i finalen, så havde vi vundet 4-0"