Rørt Cancellara dedikerer sejr til gravid kone
Fabian Cancellara satte alle sine konkurrenter til vægs på Tour de France-prologen, og efter sejren var en rørt Cancellara, der så tilbage på et tungt forår, hvor en skade har hæmmet hans Tour-forberedelser - og hans humør:
"Alle sejre er vigtige, men den i dag var speciel. Jeg havde en hård periode i april og et svært comeback."
"En sejr, jeg ikke vil glemme i lang tid. Efter mit comeback og alting. Denne sejr går til min kone. Hun var så tæt på mig alle de her måneder, og med den lille, der kommer - med graviditeten - var jeg bare fri, tror jeg. Jeg nyder det, jeg laver for tiden, og det var derfor, jeg kunne give alt på vejen i dag," sagde Fabien Cancellara, efter han havde været på podiet for at få sin gule trøje.
Nu er presset væk og Touren kan starte
Men trods den flotte sejr og den følelsesladede reaktion, løb lykken og glæden ikke af med den schweiziske RadioShack Nissan-rytter, der kan se frem til tre ugers hårdt arbejde på de franske veje.
"Jeg gjorde, hvad jeg skulle i dag. Det er min opgave. Jeg havde det godt og følte mig motiveret," sagde han.
"Jeg vil ikke sige, at vi har opnået det hele endnu. Men meget pres er væk. Det er normalt at have pres på sine skuldre, når man kommer fra et stort hold som vores. Alle på holdet har gjort det flot. Nu kan Touren starte."
Se Fabian Cancellara køre over målstregen her.