Sport

Derfor valgte ombejlet Andersson KIF

Den svenske superstjerne Kim Andersson blev som ventet præsenteret som ny spiller i storsatsende KIF Kolding København i dag.

Og Andersson, der kommer til at bære nummer fem på ryggen, når han træder ind på KIF's højreback i den danske håndboldliga, er efter mange overvejelser og tilbud fra andre interesserede klubber nået frem til, at det er det rigtige for ham.

”Der har været flere tilbud. Telefonen har aldrig ringet så meget som nu, efter det som skete med AG København, og de gik konkurs. Der har været meget at beslutte på kort tid, men jo mere jeg tænker over det, og nu hvor jeg har fået klubtrøjen på, så føles det 100 procent rigtigt," siger svenskeren til sporten.tv2.dk.

Valgte KIF - også for familiens skyld

Kim Andersson valgte - efter syv sæsoner i Kiel - at skifte til AG København for at komme tættere på familien i Sverige, og derfor har KIF Kolding København stadig haft en geografisk fordel i forhold til de sydeuropæiske storklubber, der har været ude efter svenskeren.

”Vi skal både træne i Kolding og i København. Jeg skal bo i en lejlighed i Kolding, når vi træner der, og når vi træner i København, så kan jeg være hjemme hos familien i Sverige. Sådan bliver tilværelsen det første år, men måske flytter vi til Kolding næste år. Nu må vi se, hvad der sker," siger han.

Tror på bedre økonomi end i AGK

Kim Andersson blev kåret til den bedste spiller i Bundesligaen i sidste sæson, og han har spillet i den tyske storklub THW Kiel siden 2005. Med nordtyskerne har han vundet adskillige mesterskaber og Champions League-titler, og han regnes for en af de allerbedste spillere i verden.

Derfor kan svenskeren blive den profil, der trækker den traditionsrige klub i retning af den internationale topklasse, som det hedengangne AG København med navne som Mikkel Hansen, Kasper Hvidt og Joachim Boldsen havde opbygget i den danske hovedstad før konkursen.

Netop på grund af konkursen i AG København, som Andersson altså aldrig kom i kamp for, var det vigtigt for han at sikre sig, at det nye projekt ser bæredygtigt ud.

”Jeg var ikke nervøs. Jeg talte med de tidligere KIF-spillere Sebastian Seifert og Frederik Olander, og hørte en masse positive ting om Jens Boesen og Koldnings sastning. Og så kom Kasper Hvidt og fortalte om projektet, og jeg blev vældig interesseret. Så jeg er ikke nervøs, jeg ser bare fremad," siger han.