Frem-keepers vilde saksespark går verden rundt

 Frem-målmand Jakob Køhlers saksesparksscoring mod Skjold Birkerød i 2. division er blevet et internationalt hit.

Engelske The Guardian, VG i Norge og den spanske avis AS er blandt de medier, der lige nu har et youtube-klip af den imponerende scoring liggende på deres hjemmeside.

Stadionuret runder de 92 minutter, da Køhler går med frem i modstandernes straffesparkfelt i forbindelse med et hjørnespark. På det tidspunkt fører Skjold Birkerød 1-0.

Fan optog med
Men det bliver der lavet godt og grundigt om på, da målmanden med ryggen til mål modtager bolden og forsøger sig med lidt akrobatik. Han træffer bolden nogenlunde perfekt, og så står der 1-1.

Jublen bryder løs, og Jakob Køhler kvitterer med et par saltomortaler.

Hele sekvensen er blevet optaget Frem-fanen Lasse Kellerup, og til sidst i klippet får målmanden også lige nævnt, at han gerne vil have tilsendt videoen.

Det behøver Jakob Køhler nu ikke. Han kan bare klikke ind på guardian.co.uk, as.es, vg.no eller en masse andre hjemmesider. Selvfølgelig også sporten.tv2.dk, der har fået udleveret klippet af Lasse Kellerup. Se det øverst i artiklen.