Sport

Super-Sandra redder sløve Danmark

Al snak om semifinale kunne have været stoppet lige der.

Men på en dag, hvor de danske håndboldkvinder spillede deres dårligste kamp ved EM indtil nu, reddede Sandra Toft den danske ære og chancen for en semifinale, og et middelmådigt hold fra Tjekkiet blev besejret med 33-30 i den første kamp i EM's hovedrunde.

Kun nogle få hundrede tilskuere havde gidet at indløse billet til kampen i Kombank Arena i Beograd, der har plads til 20.000. Måske var det den tamme kulisse, der sløvede danskerne. Eller måske undervurderede de alligevel tjekkerne, selv om de har brugt al deres tid siden ankomsten til Beograd på at tale tjekkerne op til at være et stærkt hold.

Det var tjekkerne ikke. Og havde danskerne ikke lavet 16 (!) personlige fejl og brændt endnu flere chancer, havde kampen allerede været afgjort ved pausen. I stedet var der spænding indtil syv minutter før tid, hvor Danmark for første gang kom foran med fem mål.

Det blev bare en af de kampe, hvor næsten intet fungerede. Spillerne virkede stressede og smed bolden væk igen og igen i angrebet, og det offensive forsvar fungerede heller ikke. Alene i første halvleg havde Sandra Toft i målet 14 redninger - et uhørt højt tal, der viser, hvor mange chancer tjekkerne kom frem til.

Jan Pytlick forsøgte flere gange at få spillerne til at tage den med ro. Men det blev en hektisk kamp, hvor de i 60 minutter aldrig fandt ro. De danske spillere virkede ikke 100 % koncentrerede og til stede, men førte alligevel med 13-12 ved pausen. Føringen har dog formentlig også været en af de eneste ting, Jan Pytlick kunne glæde sig over i omklædningsrummet i pausen.

Men hvis Pytlick gav en verbal røvfuld i pausen, virkede den ikke. Fejlene fortsatte, og Tjekkiet hang på - så længe kræfterne rakte. Til sidst blev den bredere, danske bænk - og Sandra Tofts i alt 20 redninger - forskellen på de to hold på en dag, der kunne have knust Danmarks drøm om en semifinale.

Men den drøm lever endnu - og tak for det, Sandra.

EM-kampen i tal

EM mellemgruppe 1, kvinder:

Tjekkiet-Danmark 30-33 (12-13)

Tjekkiet:  Jana Knedlikova 6, Hana Kutlvasrova 6, Romana Chrenkova 3, Michaela Hrbkova 3, Helena Sterbova 3, Pavla Poznarova 3 (2), Petra Vitkova 2, Katerina Keclikova 1, Kristyna Salcakova 1, Klara Cerna 1, Hana Martinkova 1.

Danmark:  Ann Grete Nørgaard 10 (2), Line Jørgensen 7, Kristina Kristiansen 5, Pernille Larsen 4, Mette Gravholt 2, Kristina Bille 2, Marianne Bonde Petersen 1, Lotte Grigel 1, Louise Burgaard 1.

Udvisninger: Tjekkiet 0, Danmark 4.

Tilskuere: 400

Følg EM på din SmartPhone

Du kan få seneste nyt fra EM - og fra de øvrige sportsgrene for den sags skyld - på TV 2 Sportens officielle APP SportsCenter.

Den kan hentes i APP-store og til Android.