Danskernes spådom: Forbered dig på et drama
Det islandske landshold er uden store profiler som Arnór Astason, Olafur Stefansson og Alexander Petterson ved VM. Alligevel bliver kampen mod Danmark en gyser til det sidste. Det spår flere af de danske profiler.
- Det bliver formentligt, desværre, igen en lige kamp. Vi kunne godt tænke os at slå dem komfortabelt, men jeg erindrer ikke, hvornår det er sket. Så vi skal have gang i de ting, vi har. Og så skal vi se deres forsvar, om de vil stå i 6-0 eller op og skygge Mikkel og måske også endda Nikolaj (Markussen, red.), Så der er mange ting, de skal spille ud, og som vi vil se an. Og så skal vi løbe med dem, siger Bo Spellerberg.
Mikkel Hansen er af samme holdning.
- Der er mange, der undervurderer dem, og det synes jeg er forkert. De har mange gode spillere med, og de kæmper altid. Jeg vil dog vove at påstå, at vi har større bredde, og det er så det, vi skal vise.
- Island er et godt hold, som kæmper. Som har gode spillere til at starte med. Men som også, idet de har en spiller, der er stoppet (profilen Olafur Stefansson, red.) og et par skader (blandt andre Arnór Astason og Alexander Petterson, red.), er et væsentligt yngre hold, end man ser normalt. Nøglen til sejr bliver vores forsvar, som det altid er, men også, at vi kan løbe en god kontra. Og så især vores returløb. Man kan se, at Island har levet meget på kontra, og man kan se det også i dag, Så det handler om at være hurtigt fremme og hurtigt tilbage, siger Mikkel Hansen, der dog er fortrøstningsfuld i forhold til de danske muligheder for at tage begge point med sig.
- Nu må vi se, hvordan det skrider frem, men for os handler det om at vinde. Og hvis vi løser vores ting, så tror jeg også, vi kan slå dem, siger Mikkel Hansen.
Du kan som altid følge kampen her på tv2.dk, hvor den nu tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen sidder klar til at liveanalysere kampen sammen med tv2.dk-redaktionen. Stil dit spørgsmål til eksperten – eller skriv ind, hvis du har noget at bidrage med, når liveanalysen dukker op i morgen.