Sport

Derfor skal Wilbek ikke bytte ud

Ulrik Wilbek har endnu ikke fundet en konstellation ved VM, som han med rette kan kalde sin førstekæde. Den ene dag er det den ene opstilling, som fungerer, den næste dag er det en anden.

Selv om Danmark har vundet de tre første kampe, så er der spillere, som endnu ikke har slået til, men landstræneren skal alligevel holde på den udvalgte flok, han har taget med til Sevilla. Det mener sporten.tv2.dks håndboldekspert Jesper Jensen.

- Jeg synes ikke, at Wilbek skal skifte nogen ud. Jeg mener ikke, at der er nogen, som kan komme ned med mærkbare forstærkninger, siger den tidligere landsholdsspiller og tilføjer:

- Der er nogle, der har fået mindre spilletid end andre, og det bliver selvfølgelig sværere for dem at slå til.  En af dem, der ikke har slået hul igennem, er Bo Spellerberg, men ham er jeg ikke så nervøs for. Han har prøvet det mange gange og har skullet starte med meget lidt spilletid i turneringen. Han skal nok være der, når det gælder.

Udover den rutinerede Kolding-profil er Mads Mensah Larsen og Rasmus Lauge de to spillere, man kan zoome ind på, når det handler om at være kommet godt i gang ved VM. Dem skal den danske landstræner imidlertid heller ikke bruge byttekort på, mener håndboldeksperten.

- Mads Larsen har egentlig en rigtig god psyke, så ham er jeg heller ikke så bange for. Og Rasmus Lauge synes jeg er selvskrevet ved slutrunden. Han har ikke ramt sit helt høje niveau endnu, men omvendt så vi også i Sverige i semifinalen for et par år siden, at han efter en anonym turnering bombede en masse mål ind, siger Jesper Jensen.

Danmark spiller den næste kamp ved slutrunden onsdag aften, hvor Island er modstanderen. Her kan du som altid følge Jesper Jensens betragtninger fra opgøret live. Klik ind på sporten.tv2.dk klokken 20.15.